Fynsk kvinde pågreb indbrudstyv i Stige

39-årig indbrudstyv kunne ikke slippe fra kvinde, som holdt ham fast, til politiet nåede frem. Tyveriet udviklede sig til røveri og tirsdag skal han for retten.

En 39-årig indbrudstyv skal tirsdag hilse på en dommer ved Retten i Odense, efter at han mandag blev anholdt i forbindelse med et indbrud i Stige.

Anklagemyndigheden hos Fyns Politi vil bede dommeren om at varetægtsfængsle manden, oplyser advokaturchef Doris Jensen.

- Han er sigtet for røveri, fordi der opstår noget håndgemæng i forbindelse med, at han bliver opdaget af den kvinde, der bor i huset, siger hun.

Kvinden, som opdagede tyven på fersk gerning, nægtede at lade ham flygte fra stedet. I stedet formåede hun at holde ham fast.

- Hun holdt ham fast, indtil der var nogle andre, der hørte det, og som tilkaldte politiet, siger Doris Jensen.

Det ses ofte, at indbrud udvikler sig fra røveri, når gerningsmanden møder beboere på gerningsstedet.

Et enkelt skub eller slag - sågar en trussel - er nok til, at forbrydelsen bliver takseret som et røveri, hvilket straffes strengere end tyveri.

Selv om røveriet foregår i et privat hjem, så er der ikke tale om det, der i juridisk forstand betragtes som "et egentligt hjemmerøveri".

Det vil kræve, at gerningsmanden på forhånd har formodning om, at der er store værdier at hente på stedet, og at han har planlagt at anvende vold eller trusler mod personer på stedet for at få sit udbytte.

Den 39-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense tirsdag klokken 13.

Oversigt

    Oversigt