Fynsk Mercedes-regnskab: Politisk bilflimmer gik ud over salget

Generel tilfredshed efter overskud på 16 millioner kroner hos P. Christensen i Odense, men usikkerhed om afgifter skubbede salget.

Aldrig har Mercedes-forhandleren P. Christensen A/S med hovedsæde i Odense solgt så meget. Omsætningen steg sidste år fra 1,1 til knap 1,3 milliarder kroner.

Overskuddet derimod faldt fra 18 til knap 16 millioner kroner før skat, og koncernen P. Christensen, Odense, Holding har også en forklaring på indtægtsfaldet:

- Sidste kvartal af 2017 bar præg af politikernes adstadige håndtering af afgiftsomlægningen. Det skabte en langvarig uklarhed i markedet om fremtidens afgifter. De forventede leveringer fandt derfor ikke sted, hedder det i ledelsesberetningen.

Opkøb i hovedstaden

Ud over Mercedes-mærket sælger, servicerer og reparerer P. Christensen også Peugeot, Honda og Citroen inden for både person- og varebiler.

I juli måned sidste år købte P. Christensen det københavnske bilfirma Henrik Larsen Biler A/S, der har to store afdelinger på Østerbro og Albertslund. Det skete som led i et generationsskifte. Med købet fulgte 100 ansatte og forhandlingen af Peugeot, Citroën og Honda.

P. Christensen har også afdelinger i Rødekro, Padbog, Kolding, Risskov. 

I 2018 forventer P. Christensen et uændret totalmarked.

Firmaet har oplevet, at de seneste års stigende salg af billige personbiler er faldet, og man forventer, at udviklingen fortsætter i 2018 blandt andet på grund af den seneste afgiftsomlægning. Forventningen går på større salg af større og mere sikre biler.

P. Christensen har en egenkapital på 116 millioner kroner og 252 ansatte.

Oversigt

    Oversigt