Fynsk milliardær tjente stort på Trumps sejr

Den sydfynske rigmand, Erik Skjærbæk, har to gange i år scoret store gevinster på de nye politiske vinde i den vestlige verden.

Rigmanden Erik Skjærbæk scorede stort, da Donald Trump onsdag morgen dansk tid kunne tituleres som kommende amerikansk præsident.

Erik Skjærbæk havde nemlig satset 40.000 pund - eller i omegnen af 337.000 danske kroner på Trump som vinder af præsidentvalget i USA.

Det fortæller den sydfynske milliardær til sitet Daytraderland.com - et site som beskæftiger sig med, at udbrede kendskaben til disciplinen, at handle med værdipapirer på meget kort sigt.

quote Det er rent følelseskold afdækning. En gardering.

Erik Skjærbæk, fynsk milliardær

Troede på Trumps chancer

I et mail-interview med Daytraderland.com fortæller Erik Skjærbæk blandt andet, at han i modsætning til mange andre danskere faktisk har troet på Donald Trumps vinderchance hen over hele valgkampen, men at han som udgangspunkt ikke har haft et politisk ønske om udfaldet af valget.

- Det er rent følelseskold afdækning. En gardering. Et forsøg på under alle omstændigheder at få et plus, fortæller Erik Skjærbæk. Han tilføjer, at han udelukkende spekulerede i udfaldet for at tjene penge.

Og penge tjente han på Trumps sejr. Indsatsen blev vekslet til et skattefrit overskud på cirka 200.000 dollars - eller godt 1,35 millioner danske kroner.

Det er ikke første gang Erik Skjærbæk tjener gode penge på de nye politiske vinde i den vestlige verden.

Således spekulerede han også i Brexit og kom ud med en gevinst på cirka 575.000 dollars (godt 3,9 millioner kroner i dagens kurs), fortæller han til Daytraderland.com.

Satser på lang sigt

Erik Skjærbæk blev i 2008 rig, da han solgte virksomheden Svendborg Brakes. Han er ikke daytrader, men koncentrerer sig om langsigtede investeringer.

Satsningen på Trump var hverken aktier eller obligationer. Det var kolde kontanter hos en bookmaker. Det er dog ikke en investeringsform, som Erik Skjærbæk vil anbefale.

- Under ingen omstændigheder. Grunden til, at min broker giver så gode odds, var, fordi de mente, at der var 20 procent – eller mindre – sandsynlighed for at Trump vandt, da jeg indgik væddemålet, fortæller Erik Skjærbæk til Daytraderland.com.

TV 2/FYN ville gerne have en kommentar og et par gode råd om fremtidens investeringsmuligheder, men Erik Skjærbæk er bortrejst. 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt