Fynsk pinsevarme: Campingfamilie overvejer at droppe ferie sydpå

Udsolgt og masser af glade gæster i pinsevarmen på campingplads i Bogense. Hvis vejret holder, overvejer familie fra Skamby at droppe sommerens ferie sydpå.

Pernille Chrone og hendes familie fra Skamby nyder i pinsen den fynske forårssol på Bogense Strand Camping.

Vejret i maj har slået flere rekorder og vil gå over i historiebøgerne som en af de varmeste og mest solrige måneder nogensinde. Sommervarmen får den fynske campingfamilie til at overveje, om sommerferien skal foregå herhjemme.

- Det er megalækkert. Så er der ingen grund til at rejse, siger Pernille Chrone.

- Vi har snakket meget om, om vi skal ud og køre eller blive hjemme. 25+ grader så bliver vi hjemme. Hvis det er under 25 grader, tager vi afsted, fortæller hun.

Derfor er det så lækkert på campingpladsen

Bogense Strand Camping melder om alt udsolgt, og det skyldes især det gode majvejr, hvor den har stået på skyfri himmel og langt over 20 grader i både kristihimmelfartsferien og pinsen.

- Campingpladsen ligger superdejligt i forhold til det, vi godt kan lide. Der er strand, lystbådehavn og by, siger Mogens Christensen, der ligger fast på campingpladsen. 

Mogens Christensen har alt, han skal bruge, inden for få hundrede meter, når han er på Bogense Strand Camping. 
Fotograf: Flemming Ellegaard

- Vi kan køre ind på campingpladsen fredag eftermiddag, og så kan vi rulle hjem igen søndag. Vi har alt inden for få hundrede meter, fortæller han.

Travlheden og de tilfreds campinggæster glæder Bogense Strand Camping.

- Vi kan slet ikke få armene ned. Med sådan en kristihimmelfartsferie, hvor det var strålende solskin og helt vildt lækkert, kommer der lige en pinse oveni med det samme. Det er helt fantastisk, siger Lars Skifter, der ejer pladsen.

Den fynske forårsvejr fortsætter med sommertemperaturer i næste uge. 

 
Fotograf: TV 2 Vejret

Oversigt

    Oversigt