Fynsk racertalent kører sig til super kontrakt

26-årige Martin Vedel fra Odense kører næste år for et italiensk Lamborghini-team og jagter dermed drømmen om at køre Le Mans på et tidspunkt.

Hvordan føles det egentlig at køre en racerbil med 300 kilometer i timen?

- Forestil dig, at du har en flyverdragt på, mens du kører på en spinningcykel i en sauna. Så varmt er det, griner den 26-årige racerkører Martin Vedel fra Odense.

Tag ikke fejl: Han mener det. På en varm sommerdag kan temperaturen i en racerbil godt nå op på 70 grader. Bestemt ikke noget man har lyst til at udsætte sig selv for. Medmindre altså man er racerkører. Udover temperaturen er der det med farten.

Det er en Lamborghini Huracán som denne, som Martin Vedel skal køre i 2018.
Det er en Lamborghini Huracán som denne, som Martin Vedel skal køre i 2018.
Foto: Steen Mortensen

- Sidste år kørte jeg med over 200 kilometer i timen på langsiden på Ring Djursland. Pludselig knækkede det ene baghjulsophæng, og jeg røg ud i barrieren uden at kunne nå at styre eller bremse. Ifølge en læge kunne jeg være død, hvis jeg havde ramt barrieren en halv meter længere fremme. Men den slags tænker du ikke på, næste gang du sætter dig i bilen. Jeg vandt da også løbet, da jeg senere på sæsonen var tilbage på Ring Djursland, mindes Martin Vedel, der nu har endnu større mål forude.

På kontrakt i Italien

- Jeg har tegnet kontrakt med Antonelli Motorsport i Italien, der er verdens største Lamborghini-team. Jeg skal køre en Lamborghini Huracán med 640 hestekræfter. Jeg er med andre ord blevet Lamborghini Super Trofeo-kører, fortæller fynboen.

quote Forestil dig, at du har en flyverdragt på, mens du kører på en spinningcykel i en sauna. Så varmt er det.

Racerkører Martin Vedel om at sidde i en racerbil.

For at gøre en lang historie kort, imponerede Martin Vedel italienerne så meget, da han var til testkørsel, at kontrakten hurtigt kom på bordet. En underskrift er dog ikke nok. Der skal også penge med hjemmefra.

- Det koster 2,5 millioner kroner for en sæson, hvor vi kører i Italien, Belgien, Tyskland og England. Måske med en afstikker hjem til Danmark, så mine sponsorer får noget for pengene herhjemme, oplyser Martin Vedel.

Netop sponsorer er altafgørende i motorsport, hvor alt er dyrt. Martin Vedel har da også tilbage i marts sidste år startet "MVM Racing & Business Club".

Får støtte af 50 sponsorer

- Indtil videre består det af 50 firmaer, der støtter mig. Det er virkelig et godt netværk, som da gerne skulle vokse til næste sæson.

En af sponsorerne er indehaver af Prego Eyewear, Jesper Jensen. I seks år har firmaet støttet Martin Vedel, og der er netop tegnet en ny to-årig kontrakt.

- Alle kender jo det der med at have kunder med ud til en fodboldkamp. De færreste har prøvet at være til et motorløb, så det er blandt andet det vi bruger vores sponsorat til, fortæller Jesper Jensen, der holder af klassiske veteranbiler, men som ikke selv kører motorløb.

Kabinen er snæver for en racerkører. Og der bliver meget, meget varmt derinde.
Kabinen er snæver for en racerkører. Og der bliver meget, meget varmt derinde.
Foto: Steen Mortensen

- Der sker meget inden for dansk motorsport disse år. Vi er et lille land, men har mange gode kører som fx Kevin Magnussen i Formel 1. Derfor vil vi gerne være med og fortsætte med at støtte Martin, slår Jesper Jensen fast.

Vejen frem til en italiensk kontrakt begyndte, da en 12-årig Martin satte sig i en gokart på banen i Søndersø. Siden har træning og talent ført ham fremad mod det mål, han en gang gerne vil se opfyldt:

- Min drøm er, at jeg en dag kommer til at deltage i Le Mans 24 timers-løbet i Frankrig. Og den store drøm er naturligvis at vinde det. Nu og her er jeg bare ovenud lykkelig for, at jeg næste år skal køre for verdens største Lamborghini-team, indrømmer Martin Vedel, der forudser, at det vil betyde omkring 20 rejser frem og tilbage mellem Danmark og Italien på blot et enkelt år.

Sætter revisor-karriere på pause

Den 26-årige racerkører sætter sin netop erhvervede titel som revisor på standby for at forfølge sine racerdrømme. Noget han fortæller meget mere om til Preben Dahl i Fyn Live tirsdag den 28. november klokken 17.30.

 
 

 

MARTIN VEDEL

 

Oversigt

    Oversigt