Fynsk skuffelse over hjælpepakke til landbruget

Fredag blev der er indgået forlig om en hjælpepakke til landbruget, der har været hårdt ramt af tørke i sommer.

Sommeren var både tør og varm, og det er gået ud over en lang række landmænd, der ikke har fået det nødvendige udbytte på deres marker.

Fredag morgen blev en kreds af partier enige om at komme de økonomisk pressede landmænd i møde med en hjælpepakke, der har et omfang på 380 millioner kroner.

- Flere landmænd står i en situation, hvor de mangler likviditet til at betale regninger.

- Derfor er jeg glad for, at vi har samlet politisk opbakning til en hjælpepakke, så landmændene får lidt bedre muligheder for at betale deres regninger, og så vi ruster dem til at klare fremtidige tørkesituationer, siger finansminister Kristian Jensen (V). 

Men mens Kristian Jensen er tilfreds, så er der ikke megen smil på læberne hos bestyrelsesformand i den fynske landbrugsorganisation Centrovice, Torben Povlsen:

- Jeg er meget skuffet over det resultat, de er kommet frem til. Intentionerne har været gode, der er et bredt forlig hen over midten om, at støtte landbruget, men 380 millioner det svarer jo til tre-fire procent af det dokumenterede tørketab, som Københavns Universitet og Seges har regnet sig frem til. Det er ikke en ret god forsikringsdækning.

Beregninger viser, at tabet er på cirka seks milliarder kroner, og Torben Povlsen havde håbet på en samlet hjælpepakke på i omegnen af en milliard kroner - blandt andet at jordskatterne blev sat ned eller helt fjernet. Men det var ikke muligt, siger det fynske folketingsmedlem Erling Bonnesen (V):

- Der var ikke flertal og det var ikke muligt indenfor reglerne. På kort sigt kan jeg sagtens forstå frustrationerne, siger Erling Bonnesen.

Han giver Torben Povlsen ret, og kalder det "en dråbe i havet".

- Til gengæld får vi kigget på rammevilkårne. Vi har ikke fået kontanter nu, men forhåbentlig nogen forbedringer på længere sigt, siger Erling Bonnesen.

Penge i fond og ekspertgruppe

Pakken medfører blandt andet, at regeringen betaler de produktionsafgifter for sammenlagt 220 millioner kroner, som landmændene ellers ville være blevet opkrævet.

Desuden sørger staten for at indbetale 10 millioner kroner til en jordfordelingsfond, som skal hjælpe landmændene med at skifte dårlig jord ud med bedre.

Derudover vil der blive nedsat en ekspertgruppe, som skal kigge på, hvordan man kan forbedre og styrke finansieringen af landbruget. Den skal også komme med bud på, hvordan man kan sætte skub i generationsskifter.

Endelig er der også afsat 150 millioner kroner til en ny såkaldt multifunktionel jordfordelingsfond, der med miljømæssige briller skal købe jord fra landmændene op og bytte det ud med bedre landbrugsjord.

Overblik: Sådan vil politikerne hjælpe landbruget

Landbruget har anslået, at den tørre sommer har kostet mere end seks milliarder kroner i tabte indtægter.

Derfor havde landmændene også håbet på hjælp af et større omfang. Landbrug & Fødevarer har foreslået at nedsatte jordskatter for 700 millioner kroner.

Det har ifølge Kristian Jensen dog ikke kunnet lade sig gøre, fordi det strider med EU's regler for statsstøtte, hvis man ikke nedsætter skatterne permanent. Det har der imidlertid ikke været flertal for i forligskredsen.

Forligskredsen tæller regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.