Fynsk socialdemokrat får røde tæsk

S-ordførers udmelding om nultolerance mod kriminelle rumænere vækker ingen genklang hos røde kolleger.

Rumænske tiggere, flaskesamlere og tyveknægte skal stresses, straffes og smides ud af landet.

Det siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen (S), som i Politiken søndag langer hårdt ud mod de rumænske kriminelle, der plager hovedstaden i sommermånederne.

Men retsordføreren går over stregen med sin hårdt mod hårdt-retorik, mener Bramsens røde kolleger.

- Det er noget populistisk snik-snak, der ikke løser noget som helst. Og jeg vil også stille spørgsmålstegn ved, hvornår det er blevet socialdemokratisk politik at straffe folk hårdest muligt, siger Lars Aslan Rasmussen (S), socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen i København.

Han kalder Bramsens udmelding for "en stigmatiserende løsning", som ikke gør noget ved problemet med kriminalitet blandt østeuropæere i København.

- Jeg kan ikke se det på anden måde end, at det handler om at profilere sig selv, og jeg tror ikke, at det gavner andre end Dansk Folkeparti, når man taler på den her måde, siger han.

Han mener derimod, at Danmark bør få EU til at lægge pres på Rumænien, for at tage sig bedre af deres egne borgere. Hos SF er man enige i, at løsningen ligger i inddragelsen af hjemlandet.

- Noget af det, der har vist sig særligt effektivt, det er når man henter en forbindelsesofficer og det ved jeg, at det har man gjort blandt andet fra Rumænien, siger retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og fortsætter:

- Så har man en god og stærk kontakt til det pågældende lands myndigheder, og det er ret effektivt, når man skal opklare kriminalitet, og finde ud af, om der er yderligere netværk i hjemlandet, som skal optrævles.

Hun undrer sig samtidig over, at Trine Bramsen retter særligt fokus på rumænerne.

- Jeg har svært ved at forstå, at det skal være nødvendigt at udpege en særskilt gruppe, som skal have en bestemt indsats. Jeg synes jo vi skal gøre det her over hele linjen, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Oversigt

    Oversigt