Fynsk svindler: Jeg er sindssygt ked af det

30-årig mand idømt to års fængsel for groft bedrageri mod 63 mennesker, der købte falske koncertbilletter. Manden har spillet alle pengene op.

Spil og spillegæld gjorde, at en 30-årig mand fra Fyn endte med at bedrage flere mennesker med falske koncertbilletter.

Det fortalte han i Retten i Odense onsdag, hvor manden erkendte, at han bedrog 63 mennesker ved at sælge falske billetter på nettet.

Pengene tikkede ind på hans konto, men køberne modtog aldrig billetterne.  På et år svindlede manden for omkring 100.000 kroner.

- Jeg er sindssygt ked af det, som jeg har gjort. Det hele har været en ond cirkel. Jeg har ikke haft det så godt og har faktisk spillet mange af pengene op. Faktisk har jeg spillet dem alle sammen op.

Under retssagen læste anklageren alle navnene op på de mennesker, som han snød. Flere af dem sad uden for retslokalet og kom skiftevis ind for at oplyse, hvad manden skylder dem. Flere gange undskyldte den 30-årige mand, at han snød dem for penge.

Billetterne, som manden solgte, var blandt andet til Skanderborg Festival, Roskilde Festival, en koncert med Adele og til en fodboldkamp mellem FC Midtjylland og Manchester United.

Han solgte flest falske billetter til Skanderborg Festival, hvor han ifølge anklagemyndigheden solgte omkring 56.
De falske billetter blev solgt via hjemmesiderne dba.dk og guloggratis.dk, hvor manden brugte dæknavne og falske e-mailadresser.

Flere af kontiene førte imidlertid tilbage til tiltalte. Enkelte førte tilbage til folk, som manden skyldte penge.

- Jeg har også skyldt nogen penge på grund af spil. Dem har jeg afleveret tilbage nu. En af dem gav mig kun en dag til at overføre dem. Ellers ville han komme efter mig, fortalte den 30-årige.

Bedrageriet stod på fra omkring maj sidste år til juni i år. Den 30-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden 4. juli 2016, hvor han meldte sig selv.

Manden blev idømt to års fængsel for groft bedrageri.

Oversigt

    Oversigt