Fynsk togprojekt kørt af sporet

Dårlig økonomi truer for alvor den store investering i jernbanen på tværs af Fyn. Projektet risikerer nu helt at blive droppet.

Lavvande i pengekassen står til at afspore de planlagte milliardinvesteringer i vestfynske togskinner, der skal sikre timedrift i tog mellem landets største byer. Dermed er halvandet års arbejde og et tocifret millionbeløb til forundersøgelser og opkøb af ejendomme spildt, skriver Fyens Stiftstidende.

Det er Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, der forud for ugens forhandlinger om Togfonden, bringer den vestfynske investering på 4,8 milliarder kroner i spil.

- Jeg har svært ved at se, at vi kan opfylde ambitionen om timedrift. Nu gælder det om at sikre tog til tiden og den fornødne kapacitet. I den sammenhæng er projektet på Vestfyn en vanvittig dyr løsning, siger han og peger på, at et ekstra krydsningsspor ved Tommerup tidligere har været på tale, hvor godstrafik, regionaltrafik og gennemgående tog lettere kan passere.

En løsning, som også fremhæves af Venstres transport-ordfører, Kristian Pihl Lorentzen, der skønner, at prisen vil være cirka 100 millioner kroner - langt mindre end de knap fem milliarder, der skulle være brugt på 35 kilometer ekstra jernbanespor på Vestfyn.

Forberedelserne til udvidelsen af jernbanen har været undervejs i halvandet år. 15 ejendomme er opkøbt af staten, og sammen med diverse undersøgelser er der indtil nu brugt 56 millioner kroner.

Usikkerheden om Timemodellens fremtid bekymrer samtidig berørte lodsejere og virksomheder på Vestfyn.

- Vi står mere eller mindre på standby i forhold til, hvad vi kan foretage os, siger Per Mikkelsen, direktør i VBG Group i Ejby.

Oversigt

    Oversigt