I det fynske folks tjeneste

Overblik: Frygt for coronavirus aflyser en lang række store fynske arrangementer

Få et overblik over, hvilke fynske arrangementer der er blevet aflyst eller ændret som følge af nye anbefalinger fra myndighederne. Det gælder blandt andet sportskampe, koncerter, årsfest og loppemarkeder med over 1.000 deltagere.

00:41

Både sportsbegivenheder og kulturelle arrangementer på Fyn er i fare for aflysning efter statsministerens udmelding fredag. Video: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Sundhedsstyrelsen anbefaler fredag, at arrangementer med over 1.000 deltagere aflyses eller udskydes måneden ud, oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

Læs også Coronavirus: Rune rådet til at blive hjemme - hans venner må bare ikke hoste på andre

En række fynske arrangementer bliver direkte ramt af de anbefalinger, som de danske myndigheder er kommet med.

Aflyste eller ændrede arrangementer

  • Arrangøren bag fredagens shows med Adam og Noah i Odeon flytter begge shows til den 30. maj.
  • Odense Tekniske Gymnasiums forårsfest med fastelavnstema er også aflyst.
  • Odenses kræmmer- og loppemarked i Marienlystcentret 7. og 8. marts med 200 stadeplader er aflyst
  • Sct. Knuds Gymnasium i Odense aflyser årsfest fredag aften.
  • Håndtryksceremoni for nye statsborgere aflyst i byrådssalen i Assens Kommune.
  • Livsstilsmesse i Svendborg Idrætscenter i den kommende weekend er udskudt på ubestemt tid.
  • Niels Hausgaards show i Odense Congress Center lørdag klokken 19.30 er blevet udsat til 21. maj. 
  • Melodigrandprix i Royal Arena bliver afviklet uden publikum. Fynboen Kenny Duerlund er med.
  • Alt om Håndarbejde-messen i Lillebæltshallerne i Middelfart er udskudt. Det skulle have været afviklet fra 13. til 15. marts. 
  • Jagt- og Outdoormesse i Odense Congress Center fra 13. - 15. marts bliver udsat til på ubestemt tid, oplyser Odense Sport & Event, der samtidig fortæller, at i alt 40.000 gæster bliver ramt i marts i forbindelse med deres arrangementer. 
  • Gymnasternes Dag i Tarup-Paarup Hallerne 8. marts er blevet aflyst.
  • Efterskoleforeningen har aflyst sit årsmøde fra 6. til 8. marts på Nyborg Strand. 
  • Klimastrejke i Odense, Svendborg og Middelfart 13. marts er alle aflyst

Sportskampe afvikles uden tilskuere

Arrangementer, der bliver afviklet som planlagt:

  • Midtfyns Festival fortsætter planlægningen af en af sommerens første musikfestivaler på Fyn, der foregår 21. og 22. maj, men arrangøren holder øje med situationen. 
  • Storms Pakhus i Odense, hvor der er plads til flere end 1.000 gæster, fortsætter med at holde åbent, men der bliver sat håndsprit op ved indgangen og toiletterne. Desuden rykkes bordene længere fra hinanden.
  • Langeskov Loppemarked på søndag afvikles som planlagt, men gæsterne bliver lukket ind i mindre grupper.
  • Koncerterne på Dexter er under den anbefalede grænse, da der maks. er 200 gæster på Dexter. Koncerterne vil dermed blive gennemført, og købte billetter kan ikke refunderes.
  • Koncerterne på Posten er under den anbefalede grænse, da der maks. er 900 gæster på Posten. Koncerterne vil derfor blive gennemført som planlagt, og det er ikke muligt at få billetterne refunderet.
  • Svendborg Teaters koncert med Burhan G. Andre arrangementer i teatret fortætter som planlagt, oplyser teaterchefen til TV 2/Fyn. 
  • Kammerateriets arrangement Hall of Bass i Svendborg med plads til 949 gæster afvikles som planlagt, men arrangørerne afventer udviklingen og anbefalinger fra myndighederne. 

Fakta

Coronavirus får myndighederne til at sætte ind med en række restriktioner for at forebygge smitten. Regeringen opfordrer fredag arrangører til at aflyse eller udskyde arrangementer med over 1.000 mennesker på grund af coronavirus.

 

Opfordringen gælder til sidst i marts.

 

 * Arrangementer med 1.000 eller flere deltagere ønskes udskudt eller aflyst. Det sker for at dæmme op for smittefaren.
 * Ved arrangementer med under 1.000 deltager opfordres arrangørerne til at overveje smitterisiko ved at gennemføre arrangementet.
 * Myndighederne opfordrer desuden til, at man afholder sig fra kram, kindkys og håndtryk, når man mødes og holder afstand fra hinanden for at begrænse coronasmitte.
 * Derudover opfordrer myndighederne til, at man hoster i ærmet og har en god håndhygiejne.
 * Danskere, der overvejer at rejse til udlandet, bør opdatere sig på Udenrigsministeriets hjemmeside - nærmest dagligt.
 * Sundhedsmyndighederne samler alle oplysninger om coronavirus et sted på hjemmesiden coronasmitte.dk, så man kun skal orientere sig et sted.
 * Danskerne skal regne med løbende briefingerne fra myndighederne - måske dagligt.
 

 

Kilder: Pressemøde i Statsministeriet, Ritzau

Se mere

Kan du få pengene retur?

Som ejer af en billet til et arrangement, som er blevet aflyst på grund af det forhøjede coronaberedskab, kan du få billetten refunderet, lyder det fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

- Hvis du har købt billet til et konkret arrangement, der bliver aflyst som følge af smittefaren ved coronavirus, er udgangspunktet, at du kan få pengene retur eller få en billet til en anden dag, hvis arrangementet bliver flyttet, siger forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Susanne Aamann.

- Arrangøren kan dog i sine vilkår have taget forbehold for aflysninger som følge af for eksempel sygdomme, dårligt vejr og lignende, forklarer hun. 

Læs også SDU lukker kantiner og biblioteker på grund af coronavirus

Nyborg Strand: Vores kunder ønsker at gennemføre

Hotel Nyborg Strand, Fyns største og det største konferencecenter vest for Storebælt, har i øjeblikket et arrangement med over 1.000 deltager. Hotellet har valgt at ændre arrangementet.

- Vi har aktuelt et arrangement med over 1.000 deltagere. Dem har vi valgt at dele op i tre-fire enheder, hvor de holder møder og spiser hver for sig, og der kan transmitteres mellem lokalerne, siger marketingchef Claus Hansen og fortsætter:

 - Vi bemærker, at det er anbefalinger fra regeringens side - og mange af vores kunder, der har bestilt, ønsker at gennemføre alligevel, siger marketingchefen. 

Så mange er blevet smittet

Indtil videre er 21 danskere og to personer fra Færøerne blevet bekræftet smittet med coronavirus, oplyser statsministeren på pressemødet.

- Der vil være omkostninger forbundet med dette her for almindelige mennesker, familier, virksomheder og arrangører, siger Mette Frederiksen. 

- Når vi tager disse skridt, er det, fordi vi vil afværge potentielle tab af menneskeliv.

- Mange vil sidde og havde bestilt en rejse eller billet til en koncert, som de har set frem til.

- Jeg håber, at alle vil hæve sig op og se på det fra samfundets perspektiv. Jeg appellerer til sammenhold og tålmodighed, siger statsministeren.