Fynske bank-penge skal skaffe socialt udsatte i job

Sparekassen Sjælland-Fyn investerer millioner i fond, der skal hjælpe virksomheder, som er særligt gode til at ansætte socialt udsatte medarbejdere.

Der er brug for flere hundrede nye job og uddannelsespladser til udsatte danskere, mener iværksætterne bag en ny kapitalfond.

Derfor skal fonden - Den Sociale Kapitalfond Invest - investere i virksomheder, der ansætter personer, som har svært ved at få et arbejde på grund af et fysisk eller psykisk handicap eller sociale problemer.

- Vores analyse peger på, at der er et uudnyttet potentiale blandt alle de små og mellemstore virksomheder i Danmark, som allerede i dag gør en særlig indsats for at hjælpe udsatte mennesker i lokalområdet, siger direktør for Den Sociale Kapitalfond Invest Lars Jannick Johansen.

- Hvis vi kan hjælpe dem via investeringer til at vokse og gøre en større indsats, så kan vi hjælpe flere udsatte mennesker. Og samtidig har mange af virksomhederne et spændende økonomisk vækstpotentiale.

En række store danske investorer og fonde har investeret 289 millioner kroner i kapitalfonden, som nu skal komme socialt bevidste virksomheder til gavn.

Sparekassen forventer noget for pengene

Bag fonden står blandt andet Sparekassen Sjælland-Fyn, Vækstfonden, Tryghedsgruppen og Novo Nordisk Fonden, og Sparekassen Sjælland-Fyns administrerende direktør, Lars Petersson, siger, at sparekassens mål er, at styrke de dygtige lokale virksomheder, tjene penge og hjælpe social udsatte ind på arbejdsmarkedet.

- Vi har naturligvis en klar forventning om, at vores investering skal give et fornuftigt afkast. Når det er sagt, så findes der masser af solide danske virksomheder, som udover at drive en god forretning har et positivt socialt aftryk på samfundet. Det sker typisk fordi ejeren tager et ansvar for områdets socialt udsatte og giver dem en chance. Det vil vi gerne styrke, siger Lars Petersson.

Hver tiende skal være socialt udsat

Det er planen, at Den Sociale Kapitalfond Invest over de næste år skal investere i 15 til 20 virksomheder.

Målgruppen er mindre og mellemstore virksomheder i Danmark og Sydsverige - typisk inden for handel, produktion og service. Eller virksomheden skal udbyde produkter eller tjenester, der er målrettet til at hjælpe udsatte mennesker.

For at komme i betragtning til fondens midler, skal en virksomhed i forvejen enten have mindst ti procent socialt udsatte ansatte, eller den skal drives på en måde, så den er med til at løfte et udsat område i Danmark. Det sidste præciserer Sparekassen Sjælland-Fyn i en pressemeddelelse til "virksomheder der løfter nogle af Danmarks ti mest udsatte kommuner".

Den Sociale Kapitalfond Invest blev oprettet i 2017 og havde fra begyndelsen et mål om at indsamle mellem 200 og 300 millioner kroner, før projektet skulle udmøntes i investeringer.

Oversigt

    Oversigt