Fynske designtyve fængslet efter tip

Årvågne borgere fører til varetægtsfængsling af tre formodede designtyve med tyvekoster i bilen og derhjemme.

Tre unge mænd er onsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage ved Retten i Odense. De sættes i forbindelse med omfattende tyverier af designermøbler, fladskærme og pc'er, oplyser vagtchef Jesper Fält fra Fyns Politi til Ritzau.

De har erkendt sig skyldige i sammen at have lavet indbrud tirsdag i Allesø. Den 18-årige og den 19-årige har erkendt at have lavet yderligere to indbrud.

Politiet har fundet effekter, som, man mener, kan stamme fra andre indbrud. Retten fandt på denne baggrund, at de sigtede skal være varetægtsfængslet af hensyn til efterforskningen.

Den 22-årige har kæret kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten. De to øvrige accepterede rettens afgørelsen.

De to første blev anholdt på Fredskovvej i Allesø ved Odense, efter at et vidne havde ringet til politiet og fortalt om en bil med en mistænkelig adfærd.

Da bilen blev standset af en patruljevogn, viste den sig at indeholde en del tyvekoster, og de to mænd blev anholdt.

Kort efter indfandt en tredje mand sig, også ham slog politiet kløerne i.

- Han var på vej hen til det sted, hvor politiet netop havde anholdt de to første. De tre anholdte kender hinanden godt, har vicepolitikommissær Michael Lichtenstein, Fyns Politi, tidligere sagt.

Takket være endnu et vidne fandt politiet lige i nærheden en stjålen bil og en trailer, der var fyldt med tyvekoster. Det var først og fremmest designermøbler og -lamper, men også fladskærme og pc'er.

En del af møblerne viste sig at stamme fra et indbrud i et hus i nabolaget. Politiet fandt også et andet hus, hvor tyve havde forsøgt at bryde ind.

Efterfølgende ransagninger hos de tre anholdte har bragt endnu flere tyvekoster for dagens lys.

Oversigt

    Oversigt