Fynske droner overvåger krybskytter

Verdensnaturfonden vil overvåge krybskyttere i Sydamerika, der ulovligt indsamler æg fra havskildpadder. Overvågningen skal ske ved hjælp af fynske droner.

Foreløbigt er de fynske droner fra Danoffice IT fra Svendborg kommet i anvendelse i Surinam i det nordøstlige Sydamerika, som er et vigtigt yngleområde for tre vigtige havskildpaddearter.

Her skal dronerne hjælpe lokale opsynsfolk med at overvåge og indsamle beviser for ulovlig indsamling af æg fra havskildpadder.

Droner kan eksempelvis bruges til overvågningsopgaver i forbindelse med bevaring af truede dyrearter og rekognosceringsopgaver i katastroferamte områder.

Dronerne fra Svendborg er allerede blevet brugt til at beskytte vilde dyr i Afrika og til at skabe overblik efter kæmpetyfonen Haiyan i Filippinerne.

Flere steder i verden er droner værdifulde i kampen mod krybskytteri på vilde elefanter og næsehorn.

Krybskytteri er ofte forbundet med organiseret kriminalitet og er vokset eksponentielt de seneste ti år i takt med at priserne på det sorte marked for elfenben og næsehorn er steget betragteligt.

Oversigt

    Oversigt