Fynske efterskoler må vente: - Surt for os, der er i nogle andre områder

Efterskolerne på Fyn var ikke med i onsdagens genåbningsplaner. Det ærgrer både elev og forstander, der forsøger at få det bedste ud af tiden derhjemme.

Efterskoler i Vestjylland, Nordjylland og på Bornholm kan juble efter onsdagens pressemøde. Her præsenterende justitsministeren, sundhedsministeren og undervisningsministeren nemlig, at efterskoler i de tre landssele igen kan byde eleverne velkommen fra 1. marts. 

Men de fynske efterskoler blev overset og må fortsat vente på, at skolerne igen fyldes med liv. 

- Det er jeg rigtig ked af. Man vil selvfølgelig gerne hurtigt tilbage, for man kan jo ikke se dem fysisk, siger Sofie Morthorst Kaysen, der er elev på Nørre Aaby Efterskole. 

Forstanderen på den vestfynske efterskole ærgrer sig også over, at hans og resten af de fynske efterskoler ikke kan åbne. 

- Det er surt for os, der er i nogle andre områder. Jeg kan også se, der er nogle udfordringer i det. Men hvis eksperterne mener, det er det rigtige at gøre, så er det jo sådan det er. Jeg er skolelærer, jeg er ikke sundhedsekspert, så vi må lægge os op af, hvad eksperterne siger, fortæller Kåre Bering Bauer, forstander på Nørre Aaby Efterskole. 

Lempelserne af coronarestriktionerne lægger sig tæt op ad de udregninger og anbefalinger en række eksperter og sundhedsmyndigheder har fremlagt. 

Men der kan være et begrundet håb for, at efterskoleeleverne igen kan vende tilbage på de fynske efterskoler 15. marts. 

Et flertal i Folketinget håber på allerede 15. marts at kunne åbne højskoler og efterskoler. Det sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) på dagens pressemøde.

GENÅBNINGSPLAN FOR FYN

Får det bedste ud af det

I mellemtiden må eleverne modtage undervisning og have "fællesaftener" online og få det bedste ud af situationen.

- Vi må få det bedste ud af det. Det er jo det eneste, der er at gøre. Og jeg vil sige, der bliver gjort alt for at vi får det bedste herhjemme og stadig føler vi er på skolen, forklarer Sofie Morthorst Kaysen.

For eksempel har lærere og forstander banket på hjemme hos eleverne for at muntre dem op. Og onsdag var forstander Kåre Bering Bauer så forbi Sofie Morthorst Kaysen i Langeskov med en en pose med alt muligt forskelligt. Blandt andet et konfettirør, der skal skydes af, når de må komme tilbage på efterskolen.

- Det er jeg megaglad for. Og det er så hyggeligt, at de lige kommer forbi og siger hej. Det siger jo også lidt om, at de også gør noget, for at vi føler, at vi stadigvæk er på skolen, siger hun.

- Det betyder også meget for os at komme ud til dem. Det giver en vitaminindsprøjtning, så vi kan holde gejsten oppe, for vi savner også dem, at de går rundt på gangen og er en del af vores liv. Så det gør mig glad at høre, at det vi så gør, også hjælper dem, fortækker Kåre Bering Bauer. 

Hvornår eleverne så kan fyre deres konfettirør af, er endnu uvist. Men både Sofie Morthorst Kayse og Kåre Bering Bauer håber, det bliver så hurtigt som muligt. 

 

Oversigt

    Oversigt