Fynske fængsler skal tage ved lære

Anne Baastrup (SF) kræver undersøgelse af de lukkede fængsler. Nyborg og Ringe Statsfængsel går fri i første omgang men skal tage ved lære, mener hun.

Jyske og københavnske fængselsbetjente beskyldes i en række artikler i Jyllandsposten for at chikanere de indsatte og for at mobbe andre fængselsbetjente.

Derfor kræver Anne Baastrup (SF) nu en uvildig undersøgelse af forholdene i det kun ét år gamle Statsfængsel i Østjylland. Ringe og Nyborg Statsfængsel går fri at kulegravningen men skal tage ved lære, mener Anne Baastrup.
 
- Hvis der er graverende problemer i Statsfængslet i Østjylland må vi gå videre og se på, om de fynske fængsler har samme problemer.

- Hvis der så viser sig at være samme problemer i de fynske fængsler, skal de tage ved lære og bruge erfaringerne fra Statsfængslet i Østjylland, siger Anne Baastrup. I første omgang vil hun dog ikke kræve de fynske fængsler udsat for en kammeradvokat-undersøgelse.

Anne Baastrup kritiserer samtidig justitsminister, Lene Espersen, for ikke at tage problemet alvorligt.

- Man har i adskillige år kendt til den her type problemer i fængslerne.

- Hvis der i fremtiden skal være ansøgere til jobs inden for Kriminalforsorgen, skal alle ressourcer kastes ind på at undersøge forholdene i de lukkede fængsler, siger hun og holder fast i sit krav om en uvildig undersøgelse af Statsfængslet i Østjylland.

Oversigt

    Oversigt