Fynske færger har fremgang

Færgeruterne mellem Spodsbjerg og Tårs og Bøjden Fynshav fik begge fremgang i 2015. Alsfærgen endda selvom 2014 var et specielt år.

Bøjden - Fynshav overførte 122.014 personbiler i 2015. Det er en stigning på 0,3%, men selvom det kan synes en lille stigning, sker det selvom 2014 var et ekstraordinært år med markeringen af slaget ved Dybbøl Mølle i 1864, der trak rigtig mange mennesker til de forskellige arrangementer.

Medvirkende er formentlig, at rederiet, Færgen, indsatte en ny færge i 2015 med større kapacitet og timedrift i sommermånederne.

Desuden har M/F Fynshav et pendlerområde med gratis wi-fi og ny og moderne indretning i passagerområderne.

Check-in er desuden gjort nemmere og hurtigere.

LangelandsFærgen haler ind på Storebæltsbroen 

196.106 personbiler tog LangelandsFærgen mellem Spodsbjerg og Tårs i 2015.

Det er en fremgang i forhold til 2014 på tre procent, og det er det højeste tal siden Storebæltsbroen blev taget i brug.

Også her tilskrives det de moderne faciliteter på de to færger, der blev indsat i 2012 og også, at det er blevet muligt at bruge BroBizz uden forudgående aftale.

- På den måde er LangeLandsfærgen blevet et reelt alternativ til Storebæltsbroen, siger salgs- og marketingschef i Færgen, Lindy Kjøller.

Hos begge færgeruter tæller det også, at Færgen har indgået samarbejde med lokale turistattraktioner og -organisationer om forskellige ture, pakkerejser og arrangementer. 

Oversigt

    Oversigt