Fynske festivalchefer ser fremad: - 2022 bliver kæmpestort for de danske festivaler

Direktørerne for Heartland og Tinderbox er skuffede over, at man skulle vente til få uger før festivalen med at få klarhed over, om festivalen ville få lov at blive afholdt. Begge de store festivaler melder sig dog klar til festival til næste år.

I dag er der 23 dage til, at Heartland Festival skulle have været afholdt. Arbejdet med at omdanne pladsen til festivalplads skulle være begyndt i dag.

Men på grund af den seneste udmelding om, hvilke restriktioner sommerens festivaler skal overholde, har man i stedet valgt at aflyse festivalen. 

Og det er ikke fair over for de mennesker, der står for festivalerne, at man først så sent kan få klarhed over rammerne. 

Det mener Ulrik Ørum-Petersen, der er direktør for Heartland Festival. Selvom han ikke er overrasket over, at man må aflyse, er han ked af forløbet. 

- Det, der kommer som en overraskelse, er, at pinen skulle trækkes i så lang tid, og at vi har skullet sidde og vente på den her afgørelse i så mange måneder. Det, synes jeg, ikke er værdigt, siger han. 

Han mener, en tidligere udmelding havde sparet dem for meget arbejde og bekymringer. 

- Det havde betydet, at der var rigtig meget arbejde, vi ikke havde behøvet at lave. Mange timers overvejelser om dispositioner af økonomisk og strategisk art, som vi havde været foruden. 

Festivalen, der normalt tæller omkring 25.000 gæster, har valgt at aflyse i kølvandet på udmeldingen om, at festivaler frem til og med juli højest må have 2.000 deltager, og disse skal være opdelt i grupper af 200. 

Fra august stiger begrænsningen til 5.000, men heller ikke under de rammer, ser direktøren det som realistisk at afholde en version af Heartland Festival, så man har valgt helt at aflyse frem for at udskyde.

Det samme har man valgt hos den anden store festival på Fyn, Tinderbox, hvor man normalt har omkring 45.000 gæster. 

Brian Nielsen, der er direktør for Tinderbox, er enig i kritikken fra Ulrik Ørum-Petersen.

- Alle indikationer sagde, at vi kom til at aflyse, så det er ikke overraskende, men vi synes til gengæld, det er ærgerligt, at det skulle tage så lang tid at få klarhed. Jeg synes ikke, at politikerne har behandlet festivalbranchen ordentligt, siger Brian Nielsen. 

- En ting er, at planlægning koster penge, men det vigtigste har været at kunne orientere vores publikum. Dem har vi måttet holde hen i urimelig lang tid, siger han. 

Direktør for Heartland Festival, Ulrik Ørum-Petersen, ærgrer sig over, at der skulle gå så lang tid, inden der kom klar besked om restriktioner for sommerens festivaler.
Fotograf: Fotograf: Redigering:

Stramning af ekspertgruppes forslag

I april offentliggjorde Kulturminsteriet en række anbefalinger fra en ekspertgruppe, der var nedsat for at undersøge, hvordan store arrangementer kunne afholdes henover sommeren. 

Her lød anbefalingerne blandt andet, at man maksimalt burde deltage 10.000 mennesker. I den aftale, der faldt på plads i nat, er man dog gået mere restriktivt til værks, og det undrer Brian Nielsen. 

- Jeg hæfter mig ved, at man har lavet stramning af ekspertgruppens anbefalinger, når man samtidig åbner for næsten 16.000 mennesker til EM til sommer. Det fremstår som en nedprioritering af festivalerne, siger han. 

I den nye genåbningsaftale fremgår det, at man til sommerens fire EM-kampe må lukke i alt 15.900 tilskuere ind i Parken. 

- Man skal ikke bilde mig ind, at de danske fodboldfans sidder ned og holder sin mund under hele kampen, så jeg kan ikke se den store forskel fra det og så til at synge med til en koncert, siger han. 

Han mener ikke, at branchen er blevet hørt tilstrækkeligt af politikerne og henviser til, at lande som Spanien og England for tiden laver forsøg med større forsamlinger for at undersøge, hvor meget smitten spreder sig. 

Et forsøg i Barcelona, hvor man samlede 5.000 koncertpublikummer, har foreløbig vist, at kun seks personer var smittet efterfølgende, og af dem kom smitten fra andre steder end koncerten. 

Heartland-direktør tror på stort år i 2022

Ulrik Ørum-Petersen fortæller, at man som organisation ikke er gearet til at lave festivaler så sent på året og derfor vælger at aflyse frem for at udskyde. 

- De artister, som vi skal entrere med, er ikke tilgængelige i det tidsrum. Vi flyver artister ind fra udlandet, og der er ikke nogle af dem, der kan påtage sig aftaler i den periode. Og vores freelance- og løsarbejdere er heller ikke nødvendigvis tilgængelige, siger han. 

Til trods for den ærgerlige melding er han optimistisk for fremtiden for både Heartland og festivalbranchen generelt. Der er dog også bagsider.

- Jeg forventer, at vi vil komme ud med et relativt begrænset tab til trods for den her aflysning, men vi står uden to års erfaring, og det betyder noget i forhold til alle de fejl, vi skulle have lavet, og alle de succeser, vi skulle have fejret. Det bliver en udfordring for os, at vi er gået glip af to års læring, siger han. 

- Jeg tror, publikum har et enormt undertryk behov for at komme på festival. Jeg forventer, at 2022 bliver et kæmpestort år for de danske festivaler. 

På grund af aflysningen skal musikprogrammet for næste år også revideres. Hos Heartland forventer man, at omkring 75 procent af programmet bliver nye navne, som ikke var på i hverken 2020 eller 2021.

Ifølge Brian Nielsen har Tinderbox allerede flyttet et hovednavn fra 2021 til 2022. Det var dog et navn, som endnu ikke var meldt ud. 

- Der vil være en del, der bliver flyttet, men folk stopper jo ikke med at høre radio, og vi vil gerne have et så opdateret program som muligt, så det vil næste års program også afspejle, siger han. 


Oversigt

    Oversigt