Fynske fornemmelser i Vueltaen

Lørdag starter dette års sidste grand tour, Vuelta a Espana, og med til start er de tre fynboer Jesper Hansen, Lasse Norman Hansen og Søren Kragh Andersen.

Vuelta a Espana bliver ikke nogen badeferie for de tre fynboer. Grand tours er hårde, opslidende og hårde en gang til. For Lasse Norman Hansen og Søren Kragh Andersen er det første gang, de skal køre en af de tre grand tours, mens Jesper Hansen både har kørt Giro d’Italia og Vuelta a Espana.

Kim Plesner, indehaver af Veloropa, er kommet med et bud på, hvad vi kan forvente os af de tre fynboer.

Jesper Hansen, Astana

Han er den mest erfarne af de tre. Han sluttede som henholdsvis nummer 52 og 32 i Vuelta a Espana og Giro d’Italia. Derudover har han kørt et hav af mindre etapeløb, og med sin 60 kilo er han en vaskeægte bjergrytter, som på en god dag kan køre med på selv de stejleste bjerge.

Kim Plesner om Jesper Hansens Vuelta:

quote Vi har set ham splitte favoritgrupper og gøre ondt på selv de bedste

Kim Plesner, indehaver Veloropa

- Vi har set ham splitte favoritgrupper og gøre ondt på selv de bedste, men vi skal ikke forvente, at se Jesper Hansen være den første over målstregen i årets Vuelta. Han er i en bunden opgave, og det er at servicere holdets italienske stjerne Fabio Aru.

- Han er en vigtig mand for Astana, og han vil være en af dem, som skal være med til at tynde ud i feltet, når rytterne rammer de afgørende stigninger.

Lasse Norman Hansen, Aqua Blue Sport

Han bragede ind i alle danskernes cykelbevidsthed, da han i 2012 vandt OL-guld i banecykling. Fire år efter var det bronze, og i år har han foldet det indlysende cykeltalent ud blandt andet i cykelløbet Schweiz Rundt, hvor han vandt løbets bjergtrøje.

Kim Plesner om Lasse Norman Hansens Vuelta:

- Han kommer til at spille en stor rolle for sit hold allerede på den første etape, som i år er en holdtidskørsel. Ydermere er han den af de tre fynboer, som har den absolut mest frie rolle, så i sidste ende kommer det an på, hvor mange kræfter han har, og om han kan ramme det rigtige udbrud.

- Hvis Lasse Norman Hansen skal vinde en etape eller have en top 10 placering, så kan et forsigtigt bud være 16. etape. Det er en 40 kilometer lang enkeltstart, men jeg vil gerne understrege, at han skal have en utrolig god dag, hvis vi skal se ham øverst på sejrsskamlen.

Søren Kragh Andersen, Team Sunweb

Med sine kun 23 år er han den yngste af de tre fynboer i årets Vuelta, men i år har Søren Kragh Andersen taget et stort skridt ind på den internationale cykelscene. Året var knap startet, før han vandt 3. etape i Tour of Oman.

Kim Plesner om Søren Kragh Andersens Vuelta:

quote Han er på et hold, hvor der intet forventningspres er

Kim Plesner, indehaver Veloropa

- Han har fordelen af at køre på årets World Tour hold, Team Sundweb. De har allerede vundet alt det, de skal i år og mere til. Jeg vil ikke mene, at Søren Kragh Andersen har ligeså frie tøjler, som eksempelvis Lasse Norman Hansen, men han er på et hold, hvor der intet forventningspres er.

- Der vil være dage, hvor han skal hjælpe sit hold, men der vil også være dage, hvor han bare får ”fri” og kan forsøge at gå med i et udbrud. Jeg tror at en etapesejr, ligesom i Lasse Norman Hansen tilfælde, er at drømme lidt for stort, men Søren Kragh Andersen kommer til Vueltaen med formen i orden.

 

Vuelta a Espana bliver kørt fra lørdag den 19. august til søndag den 10. september.

 

Oversigt

    Oversigt