Fynske gartnerier får nu hjælp til overlevelse

En ny grøn skattereform og åbning for søgning om støtte i erhvervspuljen giver nu fynske gartnerier en hårdt tiltrængt livline.

Det falder i den grad på et tørt sted, at der i løbet af de sidste to dage er blevet forhandlet aftaler på plads, som kommer nødstedte gartnerier til undsætning. 

Fredag kom en ny skattereform af særlig interesse for gartnerierhvervet. Her er der nemlig blevet afsat en pulje på 145 millioner kroner til målrettet støtte til erhvervet i perioden 2025-2029. 

Derudover er der lørdag blevet åbnet for den mulighed, at gartnerierne på Fyn kan ansøge om tilskud til at få omstillet produktioner fra at være gas- og kuldrevet til en grønnere og billigere løsning. 

Det er ifølge Dansk Gartneri sket som en anerkendelse af, at erhvervet har særlige udfordringer med den grønne omstilling, siger formand Mikael Petersen. 

- Det er der en hel masse gartnerier, der bliver rigtig glade for, siger han. 

Dog har Mikael Petersen endnu ikke armene helt i vejret over den grønne skattereform, for de 145 millioner kroner er stadig ikke udmøntet konkret. 

Derfor glæder det ham også, at der erhvervspuljen nu er åbnet. 

- Alle dem vi overhovedet kan konvertere til fjernvarme vil vi gøre det med. Som vi læser teksten så kan vi begynde så snart puljerne er søgt, siger han og fortsætter: 

- Gartnerier, der bruger gas, de er decideret nødstedt så det her er meget kærkommen.

Fuldstændigt afgørende

Erhvervspuljen findes i forvejen, men har indtil nu kun taget sig af energibesparelser. Så hvis man vil konvertere fra gas til en anden form for energi, så får man ingen energibesparelser, og intet tilskud. Før nu, siger Venstres medlem af Klima,- energi- og forsyningsudvalgeti Folketinget, Lars Christian Lilleholt. 

- Jeg vil kalde det en døråbner for, at de mange gasforbrugende gartnere kan få skiftet til den meget dyre gas, som er ved at kvæle økonomien hos dem.

Han understreger samtidig, at det ikke alene er en vigtig aftale for gartnerierne, men også for de mange ansatte i de fynske gartnerivirksomheder. 

- Mellem 3-5000 er beskæftiget i gartnerierne på Fyn. Og det er særligt dem uden for Odense, som er enormt klemt i det her.  

Fredag vedtog et bredt flertal i Folketinget en ny lovgivning, der gør det dyrere at udlede Co2 herhjemme. 

Oversigt

    Oversigt