I det fynske folks tjeneste

Fynske gymnasier afventer officiel plan for genåbning: - Vi er så klar, at vi sover med skoene på

Gymnasieelever på Fyn kan muligvis vende tilbage til skolen efter påske, og det er noget, man ser frem til på gymnasierne. De vil dog ikke lægge sig fast på en genåbningsplan, før de har fået klar besked fra myndighederne.

01:00

De fynske gymnasier håber på at kunne genåbne snart, så de kan få fyldt de tomme gange. Video: Morten Urup Skov

Vi har ikke en konkret plan for genåbning lige nu, for vi er lige som alle andre nødt til at afvente statsministerens udmeldinger

Kurt René Eriksen, rektor, Nordfyns Gymnasium

Gangene på de fynske gymnasier har været tomme i tre uger, men efter påske kan det hele komme til at se anderledes ud. Gymnasierne kan nemlig være blandt dem, der kan få lov at åbne gradvist op.

Og selvom rektorerne fra alle gymnasierne glæder sig til, at de tomme bygninger igen bliver fyldt med unge mennesker, så er der ikke lagt nogle planer for en genåbning endnu. Det ville være spild af tid, mener rektorerne. 

Læs også Mulig genåbning efter påske: Der er håb for fynske virksomheder

- Vi arbejder med forskellige scenarier, men vi har naturligvis ikke en fast plan for genåbning, når vi endnu ikke ved, hvordan der kan åbnes, siger rektor på Sct. Knuds Gymnasium i Odense, Susan Mose og tilføjer: 

- Vi kan til gengæld hurtigt lave en plan, når myndighederne melder ud, hvordan åbningen kommer til at forløbe. 

Skørt at lave genåbningsplan

Årsagen til, at de fynske gymnasier endnu ikke vil fastlægge sig på en genåbningsplan er, at de endnu ikke ved, hvilke retningslinjer de skal følge.

Jeg har hørt, at andre kolleger har idéer til, hvordan man kan åbne igen, men det kan vi simpelthen ikke gisne om

Jesper Vildbrad, rektor, Svendborg Gymnasium

Genåbningerne af gymnasierne kommer til at afhænge af regeringens udmeldinger den kommende uge, og derfor er der flere af rektorerne, der ikke vil beslutte for meget endnu.

- Vi må rette os efter det, myndighederne siger. Det ville være skørt at lave en plan for genåbning nu, for det er jo politikerne, der dikterer, hvor mange vi kan lukke ind på skolen og hvornår, siger Jesper Hasager Jensen, der er rektor på Faaborg Gymnasium.

Alligevel er rektor på Nyborg Gymnasium begyndt at spekulere i, hvordan gymnasiet kan åbne igen, så der kan komme liv i gangene.

- Jeg forestiller mig, at vi kan få cirka en fjerdedel af vores elever tilbage efter påske, der så bliver spredt ud på et stort areal. Så kan resten af skolen fortsætte med fjernundervisning i et stykke tid, sagde Henrik Vestergaard Stokhold til TV 2/Fyn mandag.

Kan ikke møde på forskellige tidspunkter

Ole Toft Hansen, der er rektor på Vestfyns Gymnasium, har også et bud på, hvordan han synes, der skal åbnes op.

- Hvis vi skal kunne køre en normal skoledag herinde, så er 3.g'erne nødt til at starte og så bliver fordelt på gymnasiet, hvor vi har masser af klasseværelser og plads, siger han.

Læs også Corona-eksperter: Festivaler er sprængfarlige og bør aflyses

Men hvis eleverne skal møde ind på forskudte tidspunkter, kan det blive et problem for mange af dem.

Uddannelsesruterne, der lige nu er lukket ned sammen med gymnasierne, plejer at køre, så det passer med, at gymnasieeleverne møder ind om morgenen og får fri i løbet af eftermiddagen.

- Der er nogle elever, der tager turen til gymnasiet via nogle lokal busser, som ville have svært ved at nå ind, siger Ole Toft Hansen.

3.g'ere skal nok blive studenter

Også på Nordfyns Gymnasium arbejder man ud fra flere mulige scenarier. Rektoren på gymnasiet Kurt René Eriksen fortæller, at resultatet afhænger af, hvad regeringen melder ud de kommende dage.

- Vi har ikke en konkret plan for genåbning lige nu, for vi er lige som alle andre nødt til at afente statsministerens udmeldinger, siger Kurt René Eriksen til TV 2/Fyn.

De kommende studenter bør dog ikke være nervøse. Ifølge Nordfyns Gymnasiums rektor er planen, at alle 3.g'ere nok skal blive studenter til sommer. Derfor håber Kurt René Eriksen også på, at der kan gennemføres så mange eksamensaktiviteter som muligt på skolen. Han er dog skeptisk:

Læs også Mulig genåbning efter påske: Fynboer og virksomheder glæder sig til normal hverdag

- Vi håber meget på, at vi snart kan lukke skolen op og få vores elever tilbage, selvom vi lige nu ikke tror på, at større forsamlinger bliver tilladt lige med det første, siger han.

Rykker vedligeholdelsesarbejde frem

For rektorerne og det personale, der endnu ikke, er det svært at vænne sig til de tomme gange på gymnasierne.

- Man savner eleverne, og det er frygteligt tomt at være på skolen for tiden. Det meste arbejde klares af de ansatte hjemmefra, så derfor er der meget tomt, fortæller Svendborg Gymnasiums rektor Jesper Vildbrad til TV 2/fyn.

I mellemtiden kan gymnasierne udnytte de tomme gange til deres fordel. I Svendborg er man eksempelvis gået i gang med renovering af gulve og klasseværelser. Indtil videre mener rektoren nemlig ikke, at det giver mening, at spekulere for meget i genåbninger. 

- Jeg har hørt, at andre kolleger har idéer til, hvordan man kan åbne igen, men det kan vi simpelthen ikke gisne om, siger Jesper Vildbrad.

Men så snart regeringen melder noget ud, er de klar til at lægge en plan.

Læs også Nødpasning i påsken: Frivillige dagplejere tager en ekstra tørn

Det samme gælder rektor på Vestfyns Gymnasium Ole Toft Hansen.

- Vi er så klar til, at meldingen om en genåbning kommer, at vi sover med skoene på, afslutter han.