Fynske gymnasier står ikke alene

Det er ikke kun de fynske gymnasielever, der er utilfredse med besparelser på uddannelsesområdet. Professionshøjskolerne varsler også demonstration, og universitetet giver opbakning.

- Vi er trætte af, at der endnu engang skal spares på uddannelsesområdet. De mange millioner, der skal findes, kommer til at få voldsomme konsekvenser for hele uddannelsessystemet. Vores demonstration er ikke i modstrid med gymnasieelevernes protester, men er snarere en del af den samme bevægelse for bedre uddannelse i Danmark, udtaler Peter Bruun Christensen fra Studerende På Tværs.

Ifølge studenterorganisationerne skal der spares op til 53 millioner på gymnasierne og 220 millioner i professionshøjskolerne, der blandt andet uddanner lærere og sygeplejersker.

Studerende På Tværs samler de studernede fra mellemlange videregående uddannelser på Flakhaven i Odense den 10. marts.

Der er samtidig opbakning at finde hos de universitetsstuderende:

- Vi bliver nødt til at støtte gymnasieeleverne på Flakhaven i Odense mod Regeringens planlagte besparelser, siger Mikkel Schøler fra bestyrelsen på Syddansk Universitet.

Han vil i dag tale til de demonstrerende elever på Flakhaven.