Fynske håndboldkampe spilles i tomme haller i marts

Alle håndboldkampe i de to bedste rækker hos både mænd og kvinder skal spilles i tomme haller i resten af marts, oplyser Divisionsforeningen Håndbold.

I dansk håndbold følger man sundhedsmyndighedernes anbefaling og gør det samme som i fodboldens to bedste rækker. Det fortæller Thomas Christensen, direktør i Divisionsforeningen Håndbold.

- Vi følger de andre og gennemfører kampene, men for tomme haller, siger Thomas Christensen.

- I første omgang er det for marts måned, eller indtil at man melder andet ud. I bund og grund følger vi den anbefaling, der er lagt ud, siger han.

Myndighederne anbefaler, at man udskyder eller aflyser kampe og begivenheder med mere end 1000 tilskuere for at undgå risikoen for at sprede coronavirusset.

Det har betydet, at man også spiller for tomme tribuner i dansk fodbold og ishockey.

I håndboldens verden vil man til gengæld i første omgang forsøge at få rykket finalestævnet i den danske pokalturnering for herrer, Final4.

Det står til at blive spillet 14. og 15. marts i Boxen i Herning. Men det vil Divisionsforeningen Håndbold gerne flytte, så der kan komme tilskuere til stævnet.

- Final4 ser vi som udskudt, men i starten af næste uge får vi afklaret, om det overhovedet er muligt at genplacere stævnet, siger Thomas Christensen.

Han forklarer, at det bliver svært at finde en ledig plads i kampkalenderen.

- Det kan jeg ikke tage stilling til. Nu har vi sendt opfordringen videre. Det bliver jeg ikke politibetjent over.

- Vi forventer da selvfølgelig, at klubberne tager det ansvar, der ligger i det her. Det er ikke et ansvar, vi har lagt ud. Det er et ansvar, offentlige myndigheder har lagt ud.

- Det forventer jeg bestemt, at klubberne følger, siger direktøren.