Fynske Kirkelys japanere fik klø: Danmark kan komme langt

Fysikken udgjorde forskellen, da Danmark bankede Japan med 14 mål, mener Japans landstræner, fynske Ulrik Kirkely.

De danske håndboldkvinder holdt Japan fra scoringer i en periode på 19 minutter i søndagens danske sejr på 32-18.

Efter en jævnbyrdig indledning og 4-4 på måltavlen i Oldenburg scorede danskerne 12 gange i træk, og det var ikke noget, der behagede Japans landstræner, fynske Ulrik Kirkely.

- I tophåndbold kan fysikken gøre en stor forskel, og det så vi mod Danmark, siger Kirkely.

- Jeg var selvfølgelig irritabel og træt af den periode, men omvendt må jeg også sige, at det er så dér, vi er.

- Før VM var jeg ikke i tvivl om, at vi ville komme i den slags situationer i løbet af turneringen, når der er så stor fysisk forskel, forklarer Japans danske landstræner.

Kampen mod Danmark var en stor kontrast til Japans åbningskamp, hvor de klejne og hurtige asiater var tæt på at slå Brasilien. Opgøret endte 28-28.

- Jeg er ærgerlig over, at vi tabte så stort til Danmark, men det er ikke sådan, at det hele er faldet på gulvet for os. Jeg er fuld af fortrøstning, siger Ulrik Kirkely.

Landstræneren kan sagtens se Danmark komme langt i turneringen, selv om danskerne lørdag åbnede med et nederlag til Montenegro.

- Danmark har så mange profiler, og der er en stor mulighed for at nå en semifinale. Det vil ikke overraske mig, hvis der er flere hold fra puljen, der når semifinalerne.

- Danmark har et fint potentiale, og de skal bare ud at vise, at de er dygtige nok, siger han.

Danmark får en hviledag mandag, inden Tunesien venter i den tredje gruppekamp tirsdag aften. Senere skal danskerne op mod Brasilien og Rusland. 

Oversigt

    Oversigt