Fynske Kirkelys japanere tæt på at drille suveræne Rusland

Japan hang på i hele kampen mod Rusland, der vandt 29-28 over Ulrik Kirkelys hold i Danmarks VM-gruppe.

De russiske håndboldkvinder tog onsdag den fjerde sejr i lige så mange kampe i Danmarks VM-gruppe.

Med den højtråbende træner Yevgeni Trefilov på sidelinjen vandt Rusland med 29-28 over Japan.

Rusland fik kæmpet sejren hjem, efter at japanerne havde drillet gruppens tophold helt frem til de sidste sekunder.

De rapfodede og fintestærke japanere kom godt nok bagud 5-8, men fem scoringer i træk resulterede i en føring på 10-8.

Dermed lurede der måske en ny overraskelse for den fynske træner Ulrik Kirkelys japanske hold, der tirsdag slog Montenegro og åbnede turneringen med uafgjort mod Brasilien.

Frem mod pausen strammede russerne dog grebet, og favoritterne førte 13-11 før de sidste 30 minutter.

Flere dårlige japanske afslutninger betød, at Kirkely og co. pludselig var fem mål bagud, men det lykkedes alligevel Japan at få reduceret til 21-22 midtvejs i anden halvleg.

I de sidste ti minutter havde russerne en føring på to-tre mål, men med halvandet minut tilbage fik Japan kæmpet sig på 28-29. Samtidig fik russerne en spiller vist ud i to minutter.

Da russerne samtidig brændte den næste chance, fik Japan chancen for at hive uafgjort hjem. Ulrik Kirkely måtte imidlertid se en af sine spillere begå angrebsfejl.

Rusland topper gruppe C med otte point foran Danmark og Montenegro med fire. Rusland er med sejren videre til ottendedelsfinalerne.

Montenegro vandt 29-23 over Tunesien.

Brasilien og Japan følger efter med tre point, mens pointløse Tunesien er sidst.

De fire bedste hold fra gruppen går videre til ottendedelsfinalerne.

Oversigt

    Oversigt