Fynske kommuner rammer dårligt i erhvervsklima – to steder går stærkt tilbage

Lokalt Erhvervsklima 2020 undersøger kommunernes erhvervsvenlighed. På Fyn ligger flere kommuner i den tunge ende, hvor det for to kommuner er gået betydeligt ned ad bakke.

Middelfart og Nyborg Kommuner bevæger sig i den forkerte retning på erhvervsklima-fronten. Generelt set går det ikke godt for de fynske kommuner med undtagelse af Svendborg Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune.

Men ingen af de fynske kommuner rammer top-10, når det kommer til den samlede rangering af det lokale erhvervsklima.

Det viser den årlige analyse over, hvor erhvervsvenlige kommunerne er, fra Dansk Industri (DI) og Dansk Byggeri.

Selve undersøgelsen dykker ned i erhvervsvenligheden baseret på tilfredshedsundersøgelse blandt de lokale virksomheder. Det bygger med andre ord på en lang række statistiske parametre, der indikerer, hvordan det er at drive virksomhed i den enkelte kommune.

Nyborg smider fin placering

- Det er superærgerligt, siger Poul Strandmark, der er formand i DI Fyn, når det kommer til Nyborgs dyk i placeringen.

Nyborg Kommune lå nemlig på en 10. plads i 2019. Men i den nuværende undersøgelse lander kommunen på en 26. plads. En placering Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) ikke ser sig tilfreds med.

- Vi kigger på tallene og ser, hvad det er, der gør, at vi har den placering. Det er interessant for os at tage læring af det, siger Kenneth Muhs og fortsætter:

- Der, hvor vi skal være bedre, er, at vi skal være hurtigere med sagerne.

Nyborg Kommune formår dog at score højt, når det kommer til information og dialog med kommunens virksomheder. Her er kommunen blandt landets ti bedste.

Virksomheden Steffca har ansat 23 nye medarbejdere, efter produktionen i foråret blev lavet om til at producere værnemidler. De nye medarbejdere er blandt andet fundet via Nyborg Kommunes jobcenter.
Virksomheden Steffca har ansat 23 nye medarbejdere, efter produktionen i foråret blev lavet om til at producere værnemidler. De nye medarbejdere er blandt andet fundet via Nyborg Kommunes jobcenter.
Foto: Anders Høgh

Det mærker man i virksomheden Steffca, der i foråret lavede sin produktion om. Nu producerer virksomheden på Alsvej værnemidler.

- Hvis man ikke har en god dialog med kommunen, kan man ikke være omstillingsparate som sådan noget, som det her kræver. Derfor er det vigtigt at have en kommune, der agerer hurtigt bag ved, siger administrerende direktør Martin Steffensen.

Hvis kommunikationen med kommunen ikke havde fungeret, forestiller han sig ikke, at Steffca havde ligget i Nyborg.

- Helt sikkert ikke, siger han. 

- Erhvervslivet skal have hurtige svar. Det hjælper ikke, hvis tingene bliver trukket i langdrag. Så mister vi speeden i processen, og så mister vi markedsandele i Danmark.

Middelfart siger farvel til toppen

Middelfart Kommune har i fem år blandet sig i top-10, når det kom til erhvervsklima. Men den statistik kunne man ikke levere i 2020.

Faktisk er kommunen gået fra en 4. plads på landsplan til nummer 29 på listen. Det er det dårligste resultat nogensinde.

- Det er jeg da ærgerlig over. Det er selvfølgelig glædeligt, at vi stadig er i den bedste tredjedel i landet, men vi vil gerne være blandt de bedste. Så jeg er ærgerlig over, at vi ikke får en lige så fin placering, som vi har haft de andre år, siger Johannes Lundsfryd Jensen (S), der er borgmester i Middelfart Kommune.

Placering i Lokalt Erhversklima på Fyn i 2020

Dog skiller Middelfart Kommune sig ud på et af parametrene. De fynske kommuner har nemlig gennemsnitligt set udfordringer med "image". Og på netop det punkt er Middelfart stadig med i kampen. 

Kommunen ligger på en 9. plads i den kategori. Nordfyns Kommune ligger på en 2. plads ved de fynske kommuner, men ender på landsplan på en 41. plads.

- Der er god grund til at lade sig inspirere af hinanden. Det er nemlig helt afgørende for udviklingen på øen, siger Poul Strandmark, der er formand i DI Fyn.

Fynsk fremgang i to kommuner

Hvis der kigges mod Svendborg Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune, er der fremgang at spore.

De to kommuner har knækket koden til et godt lokalt erhvervsklima og sniger sig væk fra den dårligste tredjedel af de danske kommuner til undersøgelsens midterfelt.

Faaborg-Midtfyn Kommune lå i 2019 på en 76. plads. I 2020 kan de markere sig med en 57. plads. Den samme historie gør sig gældende i Svendborg.

Det er 11. år i træk, at DI laver undersøgelsen af det lokale erhvervsklima.
Det er 11. år i træk, at DI laver undersøgelsen af det lokale erhvervsklima.

I Svendborg Kommune ligger man i 2020 på en samlet 54. plads, som er et spring fra deres 78. plads i 2019.

- Det er jeg helt vildt glade for. Og det er ikke mindst, fordi vi har brugt rigtig mange kræfter de sensete par år på, at det skulle gå den her vej, siger Bo Hansen (S), der er borgmester i Svendborg Kommune. 

93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø og Læsø og Fanø deltog ikke, da der ikke kunne indhetes en tilstrækkelig mængde svar fra de kommuner.

Oversigt

    Oversigt