Fynske lækkerier: Konnerup Chokolade ovenpå igen

Overskud hos sydfynsk chokoladeproducent efter konkursbegæring.

Konnerup Chokolade på Sydfyn har leveret lidt af et comeback, efter at den lille fynske chokoladevirksomhed sidste år blev begæret konkurs.

Den lokale erhvervs- og rigmand Ole Billum-Jensen købte aktiverne ud af konkursboet og stiftede anpartsselskabet Konnerup & Co, og nu tjenes der atter penge i det sydfynske.

Selvom regnskabsåret i det nye selskab kun løber fra den 30. maj til den 30. december i 2017 er det lykkedes at få så meget styr på økonomien, at selskabet gav et overskud på 854.000 kroner før skat.

Egenkapitalen er nu i plus med 705.000 kroner.

Antallet af medarbejdere var i gennemsnit på 12 ansatte. 

Det er Ole Billum-Jensen, der udgør direktionen i det nye selskab, der har Henrik Konnerup Damgaard som bestyrelsesformand.

Selskabet indgår i koncernen Ole Billum-Jensen Holding.

Se tidligere indslag hos TV 2/Fyn med Ole Billum og Henrik Konnerup her: 

Konnerup Chokolade i Vester Aaby åbnede igen i dag efter konkursbegæring for små to uger siden. Ejer Henrik Konnerup har fundet en ny investor, og klokken til formiddags slog Henrik Konnerup igen dørene op for Konnerup Chokolade med samme hold og i den samme butik som hidtil. Chokoladevirksomheden blev ellers begæret konkurs d. 2. juni, men Henrik Konnerup gæstede vores studie tidligere i dag sammen med sin nye investor, Ole Billum.

Oversigt

    Oversigt