Fynske søfartsuddannelser gør sig lækre

Søfartsskolerne i Svendborg, Marstal og Nyborg indgår i et nyt samarbejde med skoleskibet Georg Stage om at få flere unge til at vælge søfartsuddannelser.

For lille søgning til søfartsuddannelserne og stigende behov for maritim arbejdskraft får Søfartsskolerne i Svendborg, Marstal og Nyborg til at indgå i et nyt samarbejde med skoleskibet Georg Stage for at skabe bedre sammenhæng mellem uddannelserne og udvikle nye.

De fire skoler vil forbedre uddannelsernes kvalitetet og sammenhæng til gavn for både de studerende og Søfartserhvervet.

Den nye uddannelsesklynge arbejder også på at udvikle nye uddannelser.

Svendborg Søfartsskole har søgt om tilladelse til at oprette en uddannelse til befaren skibsassistent. Nyborg Søfartsskole søger om at blive godkendt til statstilskud ligesom de tre andre institutioner, mens Marstal Navigationsskole har søgt om lov til at oprette en færgeuddannelse.

Skoleskibet Georg Stage har en ansøgning liggende i uddannelses- og forskningsministeriet, som skal gøre det muligt at gennemføre to togter om året.

Altsammen som led i at få flere til at tage søfartsuddannelser og sikre erhvervet tilstrækkeligt med arbejdskraft - et arbejde de fire institutioners ledelser mener, at de løser bedst ved at stå sammen.

Oversigt

    Oversigt