Både en 31-årig mand fra Fyn og hans pårørende har tårer i øjnene, da manden i Københavns Byret onsdag er blevet idømt halvandet års fængsel for at have affyret skud med et romerlys ved en demonstration 9. januar.
Manden er fundet skyldig i at have affyret mindst seks skud med romerlyset. Det ene skud ramte en uniformeret betjent. Derudover er han kendt skyldig i at have deltaget i grov forstyrrelse af den offentlige orden.
- Endeligt mener vi, at forholdet skal henføres til og straf fastsættes efter paragraf 81 d både stk. 1 og stk. 4 som påberåbt af anklageren, siger dommer Merete Engholm.
Paragraffen handler om, hvorvidt "lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark". Hvis det er tilfældet, har retten mulighed for at hæve straffen til det dobbelte.
Dommeren har dog ved domsafsigelsen ikke præciseret, hvorvidt dommen er blevet fordoblet eller forhøjet i mindre grad.
Sammen med sin forsvarer, Snorre Andreas Kehler, har den 31-årige udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.