Gammel postbåd udbrændt

En gammel 40 fods postbåd udbrændte mandag aften i Gamborg Fjord ved Middelfart. En 63-årig kvinde, der var om bord, reddede sig selv i land.

Et uheld i forbindelse med påfyldning af en olielampe betød til aften, at en gammel 40 fods postbåd udbrændte i Gamborg Fjord ved Middelfart, oplyser politiet.

Uheldet skete, da en 63-årig kvinde, som var alene om bord, ville fylde olie på en tændt olielampe. Men hanken på lampen knækkede, så lampen faldt ned på et bord, hvor den væltede dunken med olie.

Den brændende olie flød ud over det hele, men kvinden var snarrådig nok til at sætte kursen mod land, indtil båden skrabede mod havbunden. Her sprang hun over bord og kom selv det sidste stykke i land, mens båden drev ud igen og udbrændte.

Oversigt

    Oversigt