Gartnerier kan få kompensation for falmende morgenfruer

Ændring betyder, at gartnerier og mejerier nu kan få kompensation, når deres produkter må kasseres.

Salget af gule roser, gyldenris og andre blomster er gået kraftigt tilbage på landets gartnerier som følge af coronakrisen.

Gartnerierne brænder dermed inde med store varelagre af både blomster og grøntsager, som ender med at blive for gamle og dermed ingen værdi har.

Også mejerierne har problemer.

Gartnerierne og mejerierne kan nu indregne deres tabte varelagre som en fast omkostning og dermed få kompensation fra staten.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet onsdag.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) blev opmærksom på problemet for et stykke tid siden.

- Vi begyndte at få henvendelser fra gartnerierne, så vi begyndte at se på, hvad vi kan gøre for at hjælpe den del af erhvervssektoren.

- Derfor har vi taget de tiltag, så gartnerierne og andre, der brænder inde med letfordærvelige varer, kan få hjælp, siger Mogens Jensen til Ritzau.

Et stort ønske

Til TV 2/Fyn uddyber ministeren baggrunden for ændringen.

- Det her ved jeg fra erhvervet er et stort ønske.

- Det har vi lyttet til, og det er en måde at give erhvervet en håndsrækning, som gerne skulle hjælpe rigtig meget.

- Vi lytter selvfølgelig hele tiden, om der er yderligere, der skal til, men det her det er det, vi kan gøre for nu, og det skulle hjælpe gartnerierne på Fyn og i hele landet, siger Mogens Jensen.

Meget positivt

Hos interesseorganisationen Dansk Gartneri glæder sekretariatschef Torben Lippert sig over beslutningen.

- Det har stor betydning, fordi vores tab netop sker på varelagret. Det er meget positivt, at man har villet gå ind at kigge på det, siger han.

Han påpeger samtidig, at kompensationen gerne må komme hurtigt, da gartnerierne mangler penge.

Virksomhederne kan søge om kompensation for deres faste udgifter. Eksempelvis kan virksomheder med fald i omsætningen på 40-60 procent få 25 procent i kompensation af faste udgifter.

Oversigt

    Oversigt