Genåbning: Fynske skoler kan måske åbne 15. marts

Skolerne på Fyn kan se frem til at genåbne 15. marts, hvis smittetrykket forbliver på et lavt niveau. Det viser de nyeste beregninger fra eksperter og sundhedsmyndigheder.

Afgangselever i grundskolerne samt elever på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser på Fyn kan se frem til at komme tilbage i klasselokalet med 50 procent fremmøde den 15. marts. Men altså kun hvis smittesituationen forbliver på et nogenlunde stabilt og lavt niveau. 

Det er anbefalingen fra den såkaldte indsatsgruppen, hvor eksperter og sundhedsmyndigheder har regnet på, hvordan smitten vil udvikle sig, hvis restriktionerne lempes fra 1. marts.

I første omgang anbefaler eksperterne at genåbne dele af uddannelsesområdet fra 1. marts i Vestjylland, Nordjylland og på Bornholm, hvor smitten er lav. 

Ifølge anbefalingerne må Fyn altså vente to uger mere. Og det ærgrer Langelands borgmester Tonni Hansen (SF).

- Jeg er virkelig ærgerlig på børnenes vegne, for jeg ved hvor meget, de gerne vil tilbage til skolen, til deres lærere og kammerater, så jeg skal ikke undlade at sige, at jeg er ærgelig over, at vi ikke er med i første omgang, siger Tonni Hansen.

Fakta: Her er anbefalingerne

Langeland har et indicensniveau på 24,1 og har de seneste syv dage kun haft 3 borgere, der er kontateret smittet med coronavirus. Men det kan hurtigt gå galt. Det skete i Kolding i sidste uge, hvor smitten pludselig eksploderet - og mandag var Odenses borgmester ude med en advarsel om, at smitteudviklingen lignede den i Kolding på en prik

Så Tonni Hansen har forståelse for, at Fyn og Langeland umiddelbart ikke er med i den første bølge af genåbningen.

- Jeg har dyb respekt for sundhedsmyndighedernes beslutninger. Og når de ikke skønner, at Fyn er en region, der kan være med, så er der en baggrund for det. Men jeg håber virkelig, at tallene i det fynske falder, så vores børn også kan komme i skole inden ret længe, fortæller borgmesteren.

Genåbning under forudsætninger

Indsatsgruppen skriver i deres beregninger, at genåbningen af skolerne på regionalt niveau vil kunne ske, hvis landsdelene har en incidens på mellem 50 og 77. Incidenstallet viser, hvor mange smittede der er per 100.000 indbygger. 

Den delvise genåbning af uddannelsesområdet er dog under forudsætning af, at der bliver foretaget to ugentlige tests, og at alle kommuner indgår lokal aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed omkring smitteopsporing. 

Indsatsgruppen skriver også, at der kan blive behov for at lave en lokal nedlukning på kommunalt niveau inden for landsdelene, hvis den lokale smittesituation kræver det.

Anbefalingen fra eksperterne er også, at efterskoler genåbner med fuldt fremmøde ud fra en model med særlige smitteforebyggende foranstaltninger. 

Disse forslag er dog kun anbefalinger. Politikerne skal først forhandle om, hvad der er næste skridt i den gradvise genåbning af Danmark. Regeringen har indkaldt Folketingets partier til forahandlinger tirsdag klokken 15.30, og vil præsentere resultatet af forhandlingerne onsdag. 

Ekspertgruppens anbefaling om skoleåbning på Fyn

 

Oversigt

    Oversigt