Gidsel storspiller i ny dansk håndboldsejr ved OL

Med GOG-stjernen Mathias Gidsel som den store profil vandt Danmark med 32-27 over Egypten i kamp to ved OL i Tokyo.

Det danske håndboldlandshold har fortsat maksimumpoint ved OL, efter at holdet mandag morgen dansk tid bestod sin første alvorlige test i turneringen.

Danskerne vandt 32-27 over Egypten i en kamp, der beviste, at GOG's Mathias Gidsel er et mindst lige så potent angrebsvåben som ved VM i januar.

Den unge højre back var med sine finter, lette fødder og otte scoringer den store oplevelse på et velsmurt dansk hold, der løb fra nordafrikanerne i anden halvleg.


Her havde danskerne kontrol over begivenhederne mod en modstander, som ellers rummer stor fysik og masser af kvalitet.

Egypten foran ved pausen

Det blev demonstreret så sent som i lørdags i sejren over Portugal, og danskerne mærkede det selv i den dramatiske VM-kvartfinale for et halvt år siden, hvor Danmark kun slap videre med det alleryderste af neglene.

Egypterne gik da også til pause med en 15-14-føring efter første halvleg, hvor det kneb for det flade danske forsvar at få bremset de fysisk stærke modstandere, som for ofte fik lov til at afslutte fra halvdistancen.

Det gjorde det svært for Niklas Landin i målet. Men den lange keeper fik bedre og bedre fat, som halvlegen skred frem, og efter pausen blev han en afgørende figur med redninger på flere helt oplagte målchancer.

Syv mod seks

De danske fløje løftede sig også, som kampen skred frem, selv om de begge havde en besværlig åbning.

Magnus Landin brændte sine to første forsøg, mens Lasse Svan stort set ikke indgik i kombinationerne og før pausen nærmest var blind passager.

Den danske bredde er dog bedre end den egyptiske, og det blev tydeligt efter sidebyttet, hvor især Mads Mensah tilførte kvalitet, da han kom i aktion.

Det var et varsel om udviklingen, da Lasse Svan med sin første offensive aktion sørgede for Danmarks første føring ved 16-15.


Herefter var det danskerne, der overtog styringen af kampen, mens egypterne sled med at hænge på.

Nikolaj Jacobsen dekreterede syv mod seks i angrebet i store dele af kampen, og det viste sig som effektfuldt træk mod den ellers stærke egyptiske forsvarsmur.

Henrik Toft bragte i overtal føringen op på 24-21, og da begyndte det at ligne en dansk sejr i den tidligere svømmehal i Tokyo. Samme Toft afsluttede målscoringen med Danmarks 32. træffer få sekunder før tid.

Håndboldmændene skal på banen igen på onsdag, hvor holdet møder Bahrain på det ganske usædvanlige starttidspunkt klokken ni om morgenen lokal tid. Det er klokken to om natten i Danmark.

Oversigt

    Oversigt