Glem Google: Fyn elsker gamle luftfotos

Det Kongelige Bibliotek har haft kæmpe succes med idéen "Danmark set fra luften - før Google." Man kan nu se 150.000 gamle luftbilleder af Fyn.

Hvordan så det ud på Nordfyn, Vestfyn eller Ærø for 50 år siden. Og hvem var det nu lige, der ejede forældrenes nabogård. Det kan man finde svar på, på nettet.

For seks måneder siden startede det Kongelige Bibliotek et ambitiøst projekt, hvor man ville stedfæste en kæmpe samling af gamle luftfotos. De spurgte fynboerne om hjælp - og det har de i den grad fået.

Der var placeret 50.000 billeder ved projektets begyndelse, men nu kan man altså se 150.000 fotos.

77-årige Niels Holger Henriksen er særligt interesseret i området omkring Gelsted, hvor han har drevet landbrug hele sit liv, og stort set kender hver eneste plovfure.

- Man bliver bidt af det. De gamle billeder fortæller en ukristelig masse. Det sker, at jeg får et par gamle gutter på besøg, så drikker vi en kop kaffe og ser på billeder fra dengang. Når vi ved fem-tiden nærmer os fyraften, er der stadig lige et par stykker, vi skal ind og kigge på, siger han.

Det er gratis at bruge siden - foreløbigt er der kun billeder fra Fyn og øerne.

Se Fyn fra luften

Oversigt

    Oversigt