Godstog blokerer tunnel under Storebælt

Al trafik under Storebælt må foregå i et enkelt tunnelrør, indtil et havareret godstog er fjernet.

DSB forventer forsinkelser over Storebælt på cirka 10 minutter i begge retninger, efter at et godstog mandag formiddag er kørt i stå i Storebæltsforbindelsens ene tunnelrør, oplyser DSB.

Meldingen om, at et godstog på vej til Jylland stod stille i tunnelrøret, kom mandag klokken 11.15.

Et IC3-tog på vej i samme retning, der kørte i hælene på godstoget, måtte trækkes tilbage til Korsør og køres over ad det andet tunnelrør.

Der er foreløbig inden meldinger om, hvor lang tid der vil gå, før det havarerede godstog er fjernet fra tunnelen.

Derfor foregår al togtrafikken over Storebælt indtil videre gennem det tunnelrør, der stadig er farbart.

Det vil give forsinkelser for togtrafikken i begge retninger.

DSB regner med, at forsinkelserne kan holdes på omkring 10 minutter, og at de i flere tilfælde kan køres ind på resten af strækningen.

Oversigt

    Oversigt