Godt trætte af vanvidsbilister: Nu kan politiet konfiskere vanvidskøretøjer hver gang

Fyns Politi kan fra 1. april konfiskere køretøjer, som er blevet anvendt til vanvidskørsel. Et nyt værktøj, som skal være med til at bekæmpe vanvidsbilisme.

Kampen mod vanvidsbilisme har længe stået højt på politiets dagsorden, og fra onsdag får politiet et nyt værktøj mod vanvidskørsel. 

Reglen om konfiskation af køretøjer, som er blevet anvendt til vanvidskørsel, bliver nemlig skærpet, og dermed udvides muligheden for at konfiskere involverede køretøjer. 

- Det er ingen hemmelighed, at vi er godt trætte af vanvidsbilister. At man sætter andres liv på spil er dybt uacceptabelt, siger vicepolitiinspektør og leder af Færdsel i Fyns Politi Sten Sørensen. 

- De nye skærpelser betyder, at konfiskation af køretøjet nu er en fast sanktion for vanvidskørsel - og altså noget, som vi i udgangspunkt altid vil gøre, tilføjer Sten Sørensen. 

Vanvidsbilisme

Håber på en forebyggende effekt 

De udvidede beføjelser betyder blandt andet, at politiet nu kan beslaglægge et køretøj uanset om det er ejet af føreren eller ej. 

Og det er ikke kun biler, men derimod alle motoriserede køretøjer, som kan konfiskeres af politiet. 

Formålet med de skærpede beføjelser er i det store hele at forhindre vanvidsbilisme, men også at få folk og firmaer til at tænke sig om en ekstra gang, inden de udlåner eller lejer deres køretøjer til andre. 

- Vi er selvfølgelig glade for, at vi kan tage bilen, så den ikke kan blive brugt igen, men vi håber også, at det her kan have en forebyggende effekt, fordi bilejeren måske tænker sig om en ekstra gang, før vedkommende låner sin bil ud til en, der har en lidt for tung speeder-fod, siger Sten Sørensen. 

- Det bedste for alle vil jo helt klart være, at vi helt kan undgå, at den her type kriminalitet finder sted.

Ud over beslaglæggelse og konfiskation af køretøjet er der også skruet op for straframmen på flere typer af vanvidskørsel. 

Straframmen for vanvidskørsel

Kan ramme uskyldige

Landsforeningen af Forsvarsadvokater har dog advaret om, at ændringen af loven om konfiskation kan ramme uskyldige. Det skriver Ritzau.

En mor, der låner sin bil ud til sin søn, mister sin bil, hvis sønnen bliver stoppet med en meget høj promille.

Også den kvinde, der låner bilen til en veninde, der bagefter kører meget for stærkt, må sige farvel til køretøjet. Desuden vil en bilejer, der lejer sin bil ud gennem en deleøkonomisk platform, blive omfattet, har advokaterne påpeget.

Fælles for eksemplerne er, at bilejerne ikke på forhånd kan vide, at føreren vil drikke sig fuld eller køre hensynsløst stærkt.

- Ikke desto mindre er det ejeren, der vil blive frataget bilen og den værdi, den udgør, selv om ejeren intet forkert har gjort, udtalte foreningen i januar i år, siger Landsforeningen af Forsvarsadvokater til Ritzau.