GOG fik uafgjort mod Boldsen og Co.

De forsvarende danske mestre fra GOG og AaB med Joachim Boldsen tilbage i dansk håndbold delte pointene lørdag, da Tele2-ligaen åbnede.   

Joachim Boldsen-effekten virkede umiddelbart tilfredsstillende for AaB Håndbold, da landsholdsstjernen lørdag gjorde comeback i landets bedste håndboldrække efter en årrække i tysk håndbold.

Sammen med holdkammeraterne gæstede AaB Gudme Hallerne på Fyn, hvor jyderne spillede 24-24 mod de forsvarende mestre fra GOG i
Tele2-Ligaens sæsonpremiere. 

Foran 722 tilskuere scorede Boldsen fire af målene for AaB, som kort før tid endda havde chancen for at snuppe sejren, men Boldsen og gæsternes storskytte, André Jørgensen, blev mandsopdækket af GOG, og ingen af de andre AaB-spillere havde evnerne til at afgøre kampen til jydernes fordel. 

Mens gensynet med dansk håndbold pointmæssigt var godkendt for
Boldsen og AaB, så kunne GOG konstatere, at holdet skal bruge noget tid på at spille holdet sammen efter en sommer, hvor profilerne Torsten Laen, Thomas Mogensen og Klavs Bruun Jørgensen samt træner Carsten Albrektsen har forladt den fynske klub.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt