GOG forgyldes af hollandsk millionær

Den sydøstfynske håndboldklub kan se frem til en gevaldig økonomisk saltvandsindsprøjtning. En hollandsk erhvervsmand, der allerede er en storaktionær i GOG, sagde efter kvindernes kamp mod Horsens onsdag aften, at han var klar til at investere yderligere millioner i den fynske klub. 

-

Ton van Born er allerede medlem af GOGs A/S-bestyrelse og rejser hver måned fra Amsterdam til Gudme, og i følge Ekstra Bladet er han klar med flere millioner til klubben.

- Jeg vil gerne investere yderligere i GOG. Mange penge, siger den hollandske millionær, der i forvejen har købt stort ind af GOGs aktier.

- Over de seneste tre år har jeg vel investeret fem millioner kroner, fortrinsvis i aktier. Jeg er en af de største aktionærer i klubben og det bliver formentlig også den vej, jeg investerer yderligere, siger Ton van Born til Ekstra Bladet.

Brug for forstærkning
Og noget kunne tyde på, at de gule håndboldspillere kunne trænge til  forstærkning ude fra. Onsdag aften spillede klubbens damer på hjemmebane mod Horsens i Håndboldligaen, og det blev til kedeligt nederlag på 24-28.

Der var ellers comeback til Winnie Mølgaard, men tre mål fra hendes hånd var altså ikke nok.
GOG er nu fjerdesidst i den kvindelige liga.

Oversigt

    Oversigt