GOG i skæbnekamp

Klokken 17.10 spiller GOG den afgørende kamp i slutspillet. Hvis holdet taber er sæsonen slut. Hvis fynboerne vinder kan det sikre en plads i semifinalen.

GOG missede i torsdags muligheden for selv at spille sig i semifinalen, da holdet tabte til Tvis Holstebro. Mandag eftermiddag er der dog en ny chance mod Aarhus.

Det kræver at GOG vinder, men også at Tvis Holstebro tager point fra Skjern i den anden kamp i puljen. Begge kampe spilles samtidig.

- Jeg tror 100 procent på at Tvis slår Skjern, de 2 hold har spillet fuldstændig lige op flere kampe i denne sæson, men tror på at Tvis ridder på bølgen, og kan spille frit, siger GOG-spiller Mads Dyhr til GOGs hjemmeside.

Aarhus har endnu ikke fået point i slutspillet, men det betyder ikke at GOG får en let kamp.

- Jeg forventer en super god stemning, og et Århus hold der kommer med 100 procent, fordi de gerne vil vise, det er en fejl de ligger uden point, siger Mads Dyhr.