GOG konkurs efter dramatisk forløb

Håndboldklubben GOG gik i tirsdag konkurs og bliver tvangsnedrykket til 2. division. Det sker efter et dramatisk møde i skifteretten.

Konkursen betyder, at ligaholdet øjeblikkeligt bliver tvangsnedrykket til 2. division.

I mange måneder har GOGs fremtid været uvis, fordi en gæld på 15 millioner kroner tyngede klubben.

Håbet var, at kampen for klubben kunne fortsætte efter i dag, men til sidst brød forhandlingerne mellem klubben og kreditorerne sammen.

En af de sidste knaster var forhandlingerne med den højtlønnede Kasper Nielsen, der netop nu er med landsholdet til EM i Østrig.

Det var til det sidste uklart, om han var parat til at gå med til den lønnedgang, som klubben havde krævet i kampen for overlevelse - og i de sidste timer inden dagens frist kunne forhandlerne slet ikke få kontakt til ham.

En SMS fra Kasper Nielsen midt under retsforhandligerne kunne ikke redde situationen. Og dommeren havde ikke andre muligheder end at erklære GOG konkurs.

Og straks efter gik låsesmeden igang med at udskifte låse i GOGs lokaler.

Stjernehold til EM

GOG Svendborgs konkurs kommer netop som klubben har et helt stjernehold med ved EM i Østrig:

Det er Niklas Landin og Kasper Nielsen, Danmark, Asgeir Hallgrimsson og træner Gudmundur Gudmundsson, Island, samt Fredrik Petersen, Sverige og Thomas Skoglund, Norge.

Oversigt

    Oversigt