GOG taber Super Cup til Aalborg

Aalborg Håndbold besejrede GOG, da Super Cup 2019 blev spillet som kickstart på den nye håndboldsæson.

Aalborg Håndbold indledte den nye håndboldsæson tirsdag med at løfte sæsonens første trofæ.

Det skete, da der skulle findes en vinder af Super Cup 2019, og her vandt Aalborgs danske mestre med 30-25 over GOG.

Aalborg vandt både mesterskab og pokalfinale i den seneste sæson, og derfor skulle Aalborg møde nummer to i ligaen, som var GOG.

De to klubber krydsede senest klinger i DM-finalekampene, da Aalborg blev mester for fjerde gang i klubbens historie i juni med en sejr i tredje DM-finale over GOG.

GOG har siden sagt farvel til profilen Niclas Kirkeløkke, som denne sommer er skiftet til tyske Rhein-Neckar Löwen, hvor han er blevet holdkammerat med Mads Mensah Larsen.

Aalborg Håndbold kom bedst i gang med tirsdagens kamp, der signalerer, at den nye sæson står for døren, og mesterholdet var foran 12-6 efter lidt over et kvarter.

Så vågnede sølvvinderne fra GOG og leverede fem mål i træk, så Arnar Freyr Arnarsson fra stregen kunne reducere til 11-12 seks minutter før pausen.

Mestrene svarede dog igen med tre scoringer i træk, og derfor gik Aalborg til pausen foran 15-11.

Scoringerne var fordelt jævnt på Aalborgs spillere, mens bagspilleren Lasse Møller fra GOG i første halvleg noterede sig for fem af sine i alt otte mål.

Billedet fortsatte i anden halvleg, hvor Aalborg en overgang var foran med fem mål.

Med ti minutter igen af opgøret lød føringen på 25-21, men Magnus Saugstrups kontrascoring sørgede for 26-21.

Så reducerede GOG og forskellen var på to mål fem minutter før tid, men da Sebastian Barthold to minutter før tid bragte Aalborg foran 29-25, lignede det afgørelsen.

Barthold sørgede også for kampens sidste scoring til 30-25.

Oversigt

    Oversigt