GOG tog slutspilsplads fra Randers

Med tre runder tilbage satte GOG sig sent onsdag aften på den fjerde og sidste slutspilsplads i kvindernes håndboldliga, da Randers HK blev besejret 35-30 efter pauseføring på 17-16.

-

/ritzau/
Med tre runder tilbage satte GOG sig sent onsdag aften på den fjerde og sidste slutspilsplads i kvindernes håndboldliga, da Randers HK blev besejret 35-30 efter pauseføring på 17-16.

Med sejren ligger GOG nu på den afgørende fjerdeplads i ligaen med 23 point. Rikke Hørlykke blev topscorer for GOG med ni mål efterfulgt af Winnie Mølgaards otte scoringer.

Hos Randers blev Chao Zhai igen topscorer med ni mål, og kineseren er nu suveræn topscorer i ligaen med 157 scoringer. I rundens øvrige kampe sejrede topholdene alle på stribe, mens FC København satte point til i kampen om en plads blandt de fire øverste. FCK måtte nemlig se sig besejret hjemme af Slagelse, der tog fra København med en 35-33-sejr. Camilla Andersen stod for 13 af Slagelses mål - heraf de fire på straffekast. Bojana Petrovic fulgte efter med 11 scoringer for Anja Andersens tropper, der fører ligaen med 38 point.

Med nederlaget ligger Randers HK og FCK lige efter GOG med 22 point hver for 20 kampe. Ikast-Bording havde ingen problemer med at besejre bundholdet Fox Team Nord ude med hele 39-16. Ikast-Bording nåede dermed op på 27 point på tredjepladsen under Viborg, der også storsejrede med 36-21 ude over Horsens. Viborg ligger på andenpladsen med 32 point. Horsens er stadig med i kampen om en slutspilsplads med 20 point på syvendepladsen.

Oversigt

    Oversigt