Grå og våd fredag – men Fyn slipper for farligt vejr

Der er masser af regnvejr på vej mod Danmark. Men umiddelbart ser det ud til, at Fyn slipper for de største byger.

Flere dele af landet kan se frem til en sjaskvåd fredag, hvor der mange steder forventes at falde helt op mod 50 millimeter regn, hvilket DMI kategoriserer som ’farligt vejr’ på grund af de voldsomme nedbørsmængder.

Umiddelbart ser det ud til, at det kraftige regnvejr lige præcis bevæger sig øst om Fyn, så vi slipper for de største byger. Men helt tørt bliver det dog ikke.

For et mindre lavtryk skal fredag passere hen over Fyn sydfra, og på sin vej vil det aflevere omkring ti millimeter regn.

- Det kan også blive til mere, og der kan også være torden med i det, siger TV 2 Vejrets Ellen Nybo.

Temperaturen kommer til at ligge mellem 13 og 16 grader, hvor det bliver lunest. Senere på dagen klarer det lidt op, men nogen flot og klar dag bliver det næppe.

- Der er altså ikke meget plads til solen i løbet af fredagen, heller ikke ud på aftenen, siger vejrværten.

Til gengæld ser det ud til, at der er fine muligheder for sol først på lørdagen, mens temperaturen søndag kan snige sig helt op over 20 grader.

\n      

Oversigt

    Oversigt