I det fynske folks tjeneste

Grå, våd og blæsende mandag – senere på ugen rammes Fyn af kold polarluft

Ugen starter med regn og rusk, men i løbet af ugen slår vejret om til koldt og klart vintervejr.

01:00

Ugen starter vådt og blæsende. Video: Video: TV 2 Vejret / Redigering: Louise Koustrup / Billede: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Der vil formentlig være regn på ruden, når fynboerne mandag står op til en ny uge.

- Og sådan vil det stort set blive ved hele dagen, siger TV 2 Vejrets Ellen Nybo

- Det bliver en mandag, hvor det måske er sjovest at befinde sig indendørs hele dagen, fordi en front skal passere Fyn i løbet af dagen, siger vejrværten.

Læs også Helt unormale tal: Danskerne er så godt som gået fri af influenzasæsonen

Fronten ramte Fyn allerede i løbet af natten til mandag. Med sig bragte den regn og rusk og hvad der mest af alt minder om en omgang klassisk efterårsvejr.

- Det blæser også op i forbindelse med fronten. Vi får en frisk til hård vind, måske op til kuling fra en vestlig eller sydvestlig retning, siger Ellen Nybo.

Der vil også komme perioder med opholdsvejr, men generelt bliver en pjaskvåd omgang de fleste steder. Ærø og Langeland ser dog ud til at kunne gå lidt mere fri end resten af Fyn. I hvert fald i starten af dagen.

Temperaturen kommer dagen igennem til at ligge mellem fire og seks grader, men derfor kan det enkelte steder godt være glat fra morgenstunden.

- Fordi det blæser, og der er fugt i luften, vil det opleves råkoldt at være ude, siger Ellen Nybo.

Ifølge Vejdirektoratet kan der da også fra morgenstunden være pletvis isglatte veje i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Polarluft på vej

Fra midten af ugen slår vejret om, og vi kan i stedet for regn og blæst se frem til både mere klart og mere køligt vejr, når der kommer polarluft ind over Danmark.

- Det betyder, at det er mere tør, kold og klar luft, som kommer ned til os, så der bliver plads til solen, siger Ellen Nybo.

Der kommer i samme ombæring også enkelte snebyger.

- Og så vil der være udbredt nattefrost, og måske også frost i løbet af dagen, siger Ellen Nybo.