Gråt og vådt fra morgenen: Men så slår vejret om – så varmt bliver det

Det bliver en tirsdag med en fugtig formiddag og en eminent eftermiddag.

Tirsdagen starter grå og våd de fleste steder på Fyn, og særligt langs de sydvendte kyster vil der også være en del blæst fra morgenstunden.

Dog er det langt fra så koldt, som det har været de seneste morgener.

- Til gengæld er det mildt med temperaturer, der ligger på en 8-9 grader i morgentimerne, og i løbet af dagen bliver det altså meget bedre vejr, siger TV 2 Vejrets Lone Seir.

For vi skal ikke ret langt op ad dagen, før vejret slår helt om.

I løbet af formiddagen blæser regnbygerne østover, og så bliver det noget mere klart og med gode muligheder for solskin.

- Det begynder at klare op med chancer for at solen kan kigge ned og temperaturen kan nå op på 11-12 grader allerede sidst på formiddagen. Når vi tager eftermiddagen med, så er der faktisk chance for, at vi kan nå op på 14 grader, siger Lone Seir.

Det er en uge siden, vi har haft så høje temperaturer over Fyn, påpeger vejrværten.

- Så det bliver altså en eftermiddag, der er betydeligt bedre end formiddagen, siger Lone Seir.

Tirsdag aften og natten til onsdag bliver præget af vekslende skydække og byger flere steder. Hvor vi for blot få dage siden havde frostnætter, kommer temperaturen i nat kun ned mellem 9 og 12 grader. Vi får let til frisk vind fra sydvest og vest, ved kysterne stedvis hård vind.

Oversigt

    Oversigt