Gratis cykelevent: I Nyborg kan du prøve Tour-de-France-strækningen

Mandag klokken 10.00 lyder startskuddet til det første fynske cykelløb, hvor man cykler hver for sig. Det er gratis, og alle kan deltage.

Mandag 2. pinsedag kan man få luftet jernhesten til et nyt cykelarrangement på Fyn. Det er ganske gratis, og man kan helt selv vælge, hvilken rute og distance man cykler. 

Tour-de-Fyn eller Tour-de-France

Arrangørerne har dog lagt forslag ud til ruter på deres Facebookside.

I samarbejde med kommunerne er der pitstops på nogle af ruterne, hvor der uddeles forsyninger. I Nyborg får deltagerne for eksempel en drikkedunk og muslibarer. 

Og her kan man prøve kræfter med en helt særlig rute; nemlig opløbsstrækningen fra anden etape i Tour-de-France 2021.

På denne rute får man også en helt særlig modtagelse, når man krydser målstregen.

- Vi giver folk et stort tillykke, for de kom før hele Tour-de-France-feltet. Og så står vores turistambassadører med flag og hujer og klapper, fortæller Sanne Hoffensetz Andresen, der er turistchef i Nyborg Kommune.

Fyn er den bedste cykelø

Eventet er et samarbejde mellem Bike Island og DGI Fyn, der begge ønsker at give opmærksomhed til Fyn som cykelø.

- Vi håber at sætte fokus på, at Fyn er et rigtig godt sted at cykle. Vi har nogle dejlige ruter. Det kan også inspirere folk uden for Fyn til at komme hertil og opleve det, siger Laura Raidla, der er chef for Bike Island Fyn.

I Nyborg tilslutter turistchefen sig håbet:

- Fyn er den bedste cykelø. Vi har det sydfynske øhav. Vi har 45 kilometers kyststrækning i Nyborg, hvor man kan cykle ved vandet hele tiden. Nogle fantastiske cykelruter både på Nordfyn og Vestfyn, siger hun.

Hele programmet livestreames på Fyens.dk. Der er fælles opvarmning et kvarter før løbets start klokken 10.00.

I løbet af dagen er der forskellige konkurrencer, hvor man blandt andet kan vinde for "Fyns flottest pyntede cykelhjelm".

Man tilmelder sig via hjemmesiden fyncyklersammen.dk. Her kan man printe sit startnummer og sætte på cyklen.

Mandag afholdes det første fynske virtuelle cykelløb. I Nyborg kan man cykle en helt særlig rute.

Oversigt

    Oversigt