Grøn Koncert opruster: Klar med tre koncerter i Odense

Selvom det fortsat er uafklaret om sommerens musikfestivaler kan gennemføres, så melder Grøn Koncert nu ud, at de i år vil fordoble antallet af koncerter. I løbet af juli vil Grøn gennemføre tre koncerter i Odense.

Livemusik, fest og fællesskab vil igen være at finde i en lang række danske byer, når Grøn for fjerde årti i træk afholder en-dags-koncerter i otte forskellige danske byer. Men i modsætning til tidligere vil konceptet i år være ændret en del. Tidligere har der været op til 35.000 mennesker samlet per koncert.

I år vil der maksimalt blive lukket 10.000 gæster ind til de i alt 16 forskellige koncerter.

Grøn introducerer et helt nyt koncertkoncept, der skal gøre det sikkert at være gæst til de traditionelle sommerkoncerter.

- Grøn har gennem snart 40 år været omdrejningspunkt for et helt særligt fællesskab. Et mangfoldigt fællesskab, der er særligt vigtigt at dyrke i en tid som nu. Derfor har alle bag Grøn knoklet for at udvikle et koncept, som vi mener gør, at vi igen kan mødes til musik, fest og hygge i den danske sommer. Vi er enormt glade for sommerens turnéformat, og vi glæder os helt vildt til at byde publikum, frivillige, artister og musikerne velkommen tilbage på Grøn, skriver Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden i en pressemeddelelse.

Ti sektioner

Publikum vil ved hver koncert blive inddelt i ti forskellige sektioner ved koncerterne, der kan skaleres i forhold til myndighedernes anbefaling. Sektionerne får egne mad- og ølboder og toiletter. En fælles scene for alle sektionerne vil ifølge arrangørerne sikre den fælles stemning på tværs af de forskellige sektioner.

Det nye coronaberedskab er udviklet i samarbejde med firmaet Event Safety, og målet er at samle 160.000 mennesker til koncerterne.

- Gennem hele Corona-krisen har fællesskaberne været i undertal, og vi savner alle samværet med hinanden. Til sommer vil det i dén grad være på høje tid, at vi igen mødes til god musik over en kold Tuborg-fadøl – og derfor gør vi alt, hvad vi kan for at give danskerne en både fantastisk og tryg oplevelse, når den Grønne karavane nok engang ruller gennem landet, udtaler Christian Sveigaard, som er Marketing Director i Tuborg.

Grøn i sommeren 2021:

Årets musikprogram offentliggøres i løbet af foråret 2021.