Groft røveri mod 15-årige drenge

To 15-årige drenge blev onsdag aften udsat for et groft røveri i Nørregade i Odense. To ældre narkomaner slap afsted med 20 kroner og to mobiltelefoner.

Drengene blev passet op foran kirken i Nørregade i Odense omkring klokken 20 onsdag aften. De to mænd på cirka 45 og 50 år truede drengene med at skære halsen over på dem, hvis de ikke udleverede kontanter og telefoner.

De skræmte drenge udleverede straks hvad de havde, og de to mænd kunne stikke af fra gerningsstedet med 20 kroner og to mobiltelefoner.

Et vidne havde fra værtshuset Sir Club set optrinnet, og spurgte drengene om han kunne hjælpe med noget. Men de 15-årige var for bange til at tage imod tilbuddet om hjælp.

Da de faldt til ro, fik de dog alarmeret politiet, men da var de to røvere forsvundet.

Signalement

Politiet efterlyser to narkomantyper. Den ene var omkring 45 år, 190 cm høj og muskuløs. Han var skaldet, havde skægstubber og var usoigneret. Han var iført en sort trøje med lynlås foran og i øret bar han en guldring.

Den anden mand var omkring 50 år, 175 cm høj og spinkel af bygning. Han havde meget kort hår og var ligeledes usoigneret. Han havde en lysebrun læderjakke på.

Politiet vil gerne høre fra personer der måtte have oplysninger i sagen. Henvendelse på 66 14 14 48.

Oversigt

    Oversigt