Guld fra arkivet: Husker du da Fyn jagtede "bæstet"?

I dag jager alle ulven, der nu officielt er kommet til Fyn - men i 1995 var det bæstet, som flere påstod, de havde set strejfe rundt på Østfyn. Nogle mente ligefrem, at det var en vild løve.

Onsdag kom det frem, at ulven er kommet til Fyn. Dna-forskere fra Københavns Universitet slog fast, at der i 2016 var en ulv på færde på Fyn, efter man fandt et dødt rådyr, der var blevet bidt ihjel.

Men for 22 år siden påstod flere fynboer, at de havde set en løve strejfe rundt på Østfyn. 

quote - Haha - det eneste jeg har spekuleret på hele dagen: Hvem fanden mangler sådan en løve?

Beboer i Frørup i 1995

Da TV 2/FYN besøgte Frørup i maj 1995, havde politiet fået flere henvendelser fra beboere i området. 

- Der var en dreng, der hed Jacob, som kom farende ind til mig, og fortalte mig, at han havde set en løve her i byen. Den var gået over gennem skoven. Midt i Frørup by, fortæller Susanne Sørensen til TV 2/FYN i 1995. 

- Jeg ringede til politiet med det samme. 

Og vagtchefen hos Nyborg Politi, Finn Nielsen, mener også selv, at der er tale om en løve. 

- Vi vil da opfordre folk til at være opmærksomme og passe på. Se efter deres børn - jeg kan selvfølgelig ikke sige, om den er farlig, men vi opfordrer folk til at passe på, siger Finn Nielsen.

På gaden i Frørup er der også folk, der undrer sig. 

- Haha - det eneste jeg har spekuleret på hele dagen: Hvem fanden mangler sådan en løve, griner en af beboerne.

Bjarne Klausen var zoolog i Odense Zoo på det tidspunkt, og han er ikke helt overbevist om, at der er tale om en hunløve.

- Jeg mener, at man skal tage det alvorligt. Selvfølgelig skal man det, hvis det nu er en løve, så ville det da være meget uheldigt, hvis man ikke tog det alvorligt. Jeg tror, det måske kan være en stor hund. 

En los eller en hund?
Et par årtier senere fulgte TV 2/FYN op på historien om bæstet fra Østfyn - og her fortæller Bjarne Klausen, at de aldrig fandt spor efter en løve. 

- Det kan godt have været en los. Den kan jo vandre fra Tyskland, og man har fundet spor efter los i Sønderjylland. Så det kan have været mange ting, men vi manglede i hvert fald ikke en løve på det tidspunkt. 

Oversigt

    Oversigt