To guldsmedetyverier i Svendborg

I nat var der indbrud hos to guldsmedeforretninger hos Lauridsen og kort efter hos Ludvig.

Tyvene har skaffet sig adgang til smykkerne ved at knuse ruderne.

- De har ikke været inde i forretningerne, men har formentlig knust ruderne med en stor økse eller en forhammer. De har så udefra kunnet ødelægge gitteret bag ruden og stjæle smykker udefra, siger vagtchef Per Sterobo hos Fyns Politi.

Klokken ca. kvart i to går det ud over Lauridsen i Møllergade. Her slipper tyvene afsted med nogle forlovelsesringe og vielsesringe i guld.

Kort efter går det ud over Ludvig i Torvegade efter samme fremgangsmåde.

Blodspor

Ved det første indbrud skærer en af tyvene sig på det knuste glas, og efterlader et blodspor.

Efter tyverierne forlader gerningsmændene stedet til fods over Torvet og over mod Sct. Nicolai Kirke.

Et vidne ser de tre hætteklædte gerningsmænd, og karakteriserer dem som mørke i huden.

Tre gerningsmænd

Gerningsmændene beskrives som:
A: mand, 160 - 180 cm høj, almindelig til spinkel af bygning, mørkt kort hår - iført en lys dynejakke med hætte, mørkere bukser og lyst fodtøj.

B: mand, 165 - 185 cm høj, almindelig til spinkel af bygning. Iført lys jakke med lys pels i hættekraven, lyse handsker. Under jakken bar han en hættetrøje.

C: mand, 165 - 185 cm høj, spinkel af bygning. Han var iført mørke bukser og vindjakke med hætte.

Fyns Politi i Svendborg hører meget gerne fra borgere, der har oplysninger i sagen.

Oversigt

    Oversigt