Gymnasieelever efterlyser svar om eksamener: - Det gør mig rigtig bange og nervøs

Efter torsdagens forlængelse af coronarestriktionerne savner gymnasieeleverne svar på, om deres eksamener afholdes eller ej. Det er på tide, at regering tager stilling, mener rektor.

Opdatering
Clock29. jan 2021, kl. 19:40
Efter udgivelsen af artiklen har TV 2 Fyn fået følgende kommentar fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil: "Vi ved godt, at det er en særlig situation for de elever, der skal til eksamen og afsluttende prøver. Der skal gøres en ekstra indsats både fagligt og trivselsmæssigt. Og vi skal have taget stilling til sommerens prøver. Jeg indkalder til politiske forhandlinger i den nærmeste fremtid."

Da restriktionerne torsdag aften blev forlænget med yderligere tre uger, dedikerede statsminister Mette Frederiksen (S) en bid af pressemødet til at sende en tanke til landets unge. 

Gymnasieeleverne så dog hellere, at regeringen gav dem svar i stedet. Lige om hjørnet venter eksamenerne, og som det ser ud i dag, vil de alle skulle gennemføres på vanlig vis. 

Det er ikke holdbart, mener 19-årige Kathja Lykke Larsen. Hun går på Mulernes Legatskole i Odense og lider af eksamensangt og mangler svar på, hvad der venter hende og resten af landets gymnasieelever. 

- Det gør mig rigtig bange og nervøs, fordi jeg har eksamensangst og derfor ikke er særlig glad for at gå til eksamen.  Nu, hvor det er virtuelt, og hvor vi ikke får den undervisning, vi burde have, føler jeg mig begrænset i udbyttet af undervisningen og dét, jeg har at gå til eksamen med, siger hun til TV 2 Fyn. 

Manglende klarhed

Kathja Lykke Larsen går i 3.g og har udsigt til op mod syv eksamener, inden hun kan kalde sig student. Tallet er så højt, fordi sidste års eksamener blev aflyst og derfor er rykket til i år. 

Forudsætningen er dog langt fra blevet bedre, mener hun. For udbyttet af undervisningen er begrænset. Derfor er hun blandt dem, som efterlyser et klart svar på, hvad eksamensperioden vil bringe. 

- Det giver jo en form for uro, at man ikke ved, hvad man skal hvornår, og hvordan det kommer til at foregå. Så for mig ville det helt klart være meget bedre, hvis der var en afklaring. 

Også selvom den afklaring var, at de sagde, at eksamerne ville blive afholdt uanset hvad?

- Ja, det vil stadigvæk være bedre. Så havde man noget, man kunne gå ud fra og forholde sig til. Det har vi ikke rigtig lige nu, hvor vi bare står på bar bund, siger Kathja Lykke Larsen. 

Ensom nervøsitet

Bekymringen for den kommende eksamensperiode sidder også i 19-årige Nikolai Leerberg, som går i 3.g på HHX i Odense. 

- Det gør mig nervøs at tænke på, nu hvor vi lige har fået at vide, at vi skal være hjemme endnu længere tid. 

Han mener ligesom Kathja Lykke Larsen ikke, at den virtuelle undervisning er optimal. Derfor sidder han allerede nu med en følelse af, at han ikke har lært det, der forventes af ham. 

Havde undervisningen været fysisk, ville han ikke have tøvet med at spørge sin lærer eller sidekammerat, men når kontakten foregår gennem en skærm, er barrieren til tider for stor. 

- Det er svært, at man bare selv skal finde ud af det hele, siger han. 

Rektor savner, at der tages stilling

Rektoren på Det Blå Gymnasium i Glamsbjerg, Carsten Hogrefe, savner også en tydeligere udmelding om, hvad hans elever såvel som undervisere skal forvente, når det gælder eksamensplanerne. 

Han mener ikke nødvendigvis, at alle eksamener bør aflyses, men undervisningsministeren bør som minimum tage stilling til, om ikke der bør fokuseres mere på indhold end på en reel eksamen. 

- Hvis bare der snart bliver taget stilling, vil det hjælpe rigtig meget, siger han. 

Han foreslår konkret, at man genovervejer eksamener for C- og B-fag, da andelen af fysisk undervisning i disse har været enormt begrænset. Derudover håber han, at der gives dispensation, så den enkelte underviser kan få lov at bestemme, hvilke dele af pensum eleverne skal eksamineres i. 

"Øve-situationer" kan være godt givet ud

Ifølge Mai Mercado, som er undervisningsordfører for Det Konservative Folkeparti, arbejdes der lige nu for at skabe mere klarhed. Men hun mener ikke, at en reel aflysning, som eleverne foreslår, nødvendigvis er den bedste løsning.

Tværtimod er det ifølge hende vigtigt, at gymnasieeleverne får den læring, en eksamenssituation giver: 

- Det, at have prøvet at gå til eksamen, er en vigtig erfaring at have med sig. Men vi er jo godt klar over, at eksamener på ordinære vilkår jo ikke kommer til at ske, siger Mai Mercado til TV 2 Fyn. 

- Selvfølgelig kommer der til at være ændringer, men hvis coronaen på nogen måde tillader, at der kan blive øve-situationer, så mener jeg, at det er vigtigt at forfølge det. 

Oversigt

    Oversigt